Overfølsomhed
Overfølsomhed anvendes som et overordnet begreb for en række tilstande, hvor der fremkaldes symptomer fra organer eller organsystemer ved eksponeringer, der normalt tåles reaktionsløst af et overvejende flertal af de eksponerede. Overfølsomheden kan være forårsaget af en specifik immunologisk mekanisme (allergisk) eller den kan være immunologisk uspecifik (nonallergisk).
De allergiske overfølsomhedssygdomme kan yderligere inddeles i immunglobulin E (IgE)-medierede og non-IgE-medierede allergier, fx kontaktallergi som skyldes en T-lymfocytmedieret mekanisme.
Allergisk rhinoconjunctivitis er den hyppigste IgE-allergiske lidelse. Symptomerne udløses af luftbårne allergener og er sæsonbestemte ved allergi for pollen og skimmelsvampe, men kan optræde hele året ved andre allergier, typisk ved husstøvmide- og pelsdyrsallergi. Hos nogle dominerer øjenkløe, hos andre nyseture, næsekløe, nasal sekretion eller nasalstenose. Op mod 50 % har også astma. En del pollenallergikere oplever kløe i munden efter indtag af nødder og visse typer frugt og grønt.
Urticaria med stærkt kløende kvadler, der inden for 24 timer skifter placering. Optræder i en akut form (mindre end 6 uger), som i mange tilfælde opstår uden påviselig grund eller som reaktion på infektioner, samt allergiske eller non allergiske reaktioner på fødevarer, medikamenter og insektstik. Urticaria optræder også i en kronisk form (6 uger eller mere), der sjældent skyldes allergi, og kan inddeles i kronisk spontan urticaria og/eller kronisk inducerbar urticaria, hvor bl.a. fysiske eller termiske stimuli kan være symptomfremkaldende.
Anafylaksi med kredsløbspåvirkning ledsages hyppigt af hudkløe/urticaria og evt. også af astma og/eller gastrointestinale symptomer. Årsagerne er oftest lægemidler, fødevarer eller insektstik, evt. i kombination med anstrengelse.
Astma skyldes IgE-medieret allergi hos ca. 50 %. Det drejer sig primært om luftbårne allergener - medmindre symptomerne optræder sammen med urticaria eller anafylaksi.
Eksem med kløe, rødme, små blærer og afskalning, vil ofte være irritativt/ toksisk betinget, men kan også fremkaldes pga. en kontaktallergi/ type IV allergisk reaktion over for små kemiske stoffer eller metaller.
Angioødem ses almindeligvis som en urticariel, dvs. histaminerg, reaktion i form af et ødem i den dybere del af huden. Er ofte blegere og mere smertende end egentlig kløende og ødemet kan bestå i op til 72 timer. Kan forekomme som led i en allergisk reaktion, men er oftest ikke allergisk betinget. Dog kan signalstoffet bradykinin være involveret ved ACE-hæmmer induceret angioødem og den sjældne tilstand hereditært angioødem (HAE).
Andre former for overfølsomhed
- Nonallergisk/noninfektiøs rhinitis. Er en mere diffus tilstand med symptomer fra næsen, hvor sensorisk neurogen dysregulation synes betydende fremfor specifikke immunologiske mekanismer.
- Hvor fødevareallergikere kan have gastro-intestinale symptomer, vil allergi sædvanligvis kunne udelukkes, hvis der udelukkende er tale om mere diffuse symptomer fra mave- tarmsystemet.
- Symptomer relateret til luftbårne dufte og kemiske stoffer. Dækker over en række symptomer relateret til andres brug af parfume samt friske tryksager og afdampning/udstødning fra forskellige forbrugerprodukter. Symptomerne har en sensorisk men non-allergisk genese.
Behandlingsvejledning
Allergisk rhinoconjunctivitis
Kan i de letteste former behandles med antihistamin, der blokerer H1-receptoren, p.n. lokalt i øjne og næse. Ved symptomer, hvor kløe og sekretion dominerer, benyttes et non-sederende oralt H1R-antihistamin. For sæsonallergi, kan daglig behandling i relevant periode være nødvendig. Er generne præget af nasalstenose, har nasalt kortikosteroid som monoterapi god effekt og vil ofte overflødiggøre antihistamin. Effekten af kortikosteroid lokalt sætter langsomt ind (over flere dage) og præparaterne skal benyttes i fast dosering.
Ved persisterende allergisk rhinitis anbefales nasalt kortikosteroid. Såfremt nasalt kortikosteroid ikke har tilstrækkelig effekt på øjengener, kan det kombineres med antihistamin øjendråber.
Hvis nasalt kortikosteroid som monoterapi ikke er tilstrækkelig, kan det kombineres med lokalt eller systemisk antihistamin. Ved manglende effekt på nasal sekretion kan nasal ipratroium anvendes.
Patienter med både allergisk rhinokonjunktivitis og astma kan ved behandling med leukotrienreceptorantagonist opleve lindring af deres symptomer på allergisk rhinokonjunktivitis.
Ved sæsonrelateret allergisk rhinoconjunctivitis med svære symptomer, som ikke lindres af ovenstående behandling, kan man anvende kortikosteroid administreret som kortvarig oral behandling. I.m. depotinjektion kan også benyttes, men har potentielt flere bivirkninger.
Ved rhinoconjunctivitis, hvor der er behov for off-label op-dosering til 2 gange vanlig dosis, vil desloratadin eller fexofenadin typisk være førstevalg grundet de non-sederende egenskaber.
Allergenspecifik immunterapi kan komme på tale, hvor kortikosteroid nasalt og antihistamin oralt (evt. også i næse og øjne) ikke har givet tilstrækkelig effekt eller har givet bivirkninger. Ved allergi for træ- og græspollen, oplever næsten alle patienter, som har modtaget behandling med allergen specifik immunterapi, et væsentligt reduceret behov for antiallergisk medicin, symptomer reduceres og symptomperioden bliver kortere. Enkelte kan klare sig helt uden medicin i 'normale' pollensæsoner. Der er også dokumenteret effekt ved allergi for husstøvmider og for dyrehår, men klinisk er den ikke helt så udtalt, måske fordi andre allergier tit spiller ind.
Se evt. endvidere de nationale kliniske retningslinjer (pt. under vurdering): NKR: Behandling af høfeber (allergisk rhinokonjunktivitis).
Urticaria
Kan behandles med et systemisk non-sederende H1R-antihistamin. Behandling kan gives som p.n., og i sværere tilfælde i fast dosering. Visse præparater (fexofenadin, bilastin, desloratadin, levocetirizin, rupatidin og cetirizin,) kan doseres i op til 4 gange normal dosis til denne patientgruppe. Fexofenadin, desloratadin og bilastin synes ikke at udvise dosisafhængig døsighed, som typisk ses når cetirizin anvendes over den anbefalede dosis. Ved meget svære anfald kan supplerende kortikosteroid oralt være nødvendigt i den akutte fase. Ved kronisk urticaria med utilstrækkelig effekt af højdosis antihistamin, anbefales behandling med omalizumab og, såfremt dette ikke giver sygdomskontrol, kan ciclosporin A overvejes. Dette vil ofte kræve kontrol i speciallægeregi.
Ved urticaria hvor der kan være behov for off-label opdosering til 3-4 gange anbefalet dosis, vil fexofenadin typisk være førstevalg grundet non-sederende egenskaber.
Anafylaksi
Behandles med adrenalin, ilt, i.v.-væske. Ved astma suppleres med β2-agonist. Yderligere behandling omfatter antihistamin og kortikosteroid. Personer med risiko for anafylaksi uden for lægeligt regi bør udstyres med en adrenalin autoinjektor til i.m. selvadministration.
Astma
Antihistaminer har ingen plads i behandlingen af astma. Behandlingen af astma hos patienter med overfølsomhed adskiller sig ikke fra anden astmabehandling mht. valg af præparater. Dog er der ved særlig svær allergisk astma mulighed for at supplere med behandling med biologiske lægemidler. Dette er indtil videre en hospitalsopgave. Se endvidere Biologiske midler mod astma og KOL.
Eksem
Antihistaminer har ingen plads ved eksembehandling. Eksembehandling ved overfølsomhed adskiller sig ikke fra anden eksembehandling mht. valg af præparater. Ved kontaktallergi bør hudkontakt med et klinisk betydende allergen så vidt muligt undgås.
Se endvidere Glukokortikoider til udvortes brug.
Lokalbehandling
- Nasale antiallergika ekskl. glukokortikoider. Se Antiallergika ekskl. glukokortikoider.
- Nasale glukokortikoider. Se Glukokortikoider (sygdomme i næse og bihuler) og Kombinationspræparater til anvendelse i næsen.
- Nasalt antikolinergikum. Se Antikolinergika (sygdomme i næse og bihuler).
- Midler mod allergisk betinget conjunctivitis. Se Antiallergika til øjnene.
- Midler mod astma. Se Astma og KOL.
Systemisk behandling
- Antihistaminer. Non-sederende H1R-blokkere til systemisk anvendelse. Se Non-sederende antihistaminer.
- Glukokortikoider. Se Glukokortikoider.
- Sympatomimetika. Se Sympatomimetika til behandling af shock.
- Anti-IgE. Se Biologiske midler mod astma og KOL.
- Allergener. Se Allergener.
- Adrenalin. Se Sympatomimetika til behandling af shock.
