B
Blod og bloddannende organer
Ændringer i plasma-kalium
Hyperkaliæmi og hypokaliæmi beskrives.
Behandlingsvejledning

Organismens totale indhold af kalium (K) er ca. 50-75 mmol/kg, hvoraf den største del (ca. 98 %) er lokaliseret intracellulært. Plasma-K kan derfor være en dårlig indikator for organismens total-K. 1 % skift mellem ICV og ECV kan ændre plasma-K med 50 %.
Det basale døgnbehov for kalium er ca. 1 mmol/kg legemsvægt, som modsvares ved dansk normalkost. Det daglige behov for kalium afhænger imidlertid både af renale og ekstrarenale faktorer.
Hyperkaliæmi
Hyperkaliæmi defineres som plasma-K > 5,0 mmol/l. Hvis plasma-K > 6.5 mmol/l er tilstanden livstruende.
Hyperkaliæmi ses helt overvejende ved:
- Nedsat renal K-udskillelse - oftest på grund af akut eller kronisk nyreinsufficiens, evt. i kombination med kaliumbesparende diuretika og/eller ACE-hæmmere, angiotensin II-receptorantagonister, β-blokkere, NSAID eller ved binyrebarkinsufficiens.
- Ændringer i intern kaliumbalance med øget tilførsel fra ICV til ECV. Ses ved betydelig celleskade (fx hæmolyse, tumorlyse og rhabdomyolyse) og transcellulær displacering (fx lav blod pH [acidose], excessiv muskelkontraktioner, som status epilepticus eller efter indgift af suxamethon).
- Øget tilførsel - diætetisk ved nedsat nyrefunktion, ved uhensigtsmæssig stor indgift af kalium oralt eller intravenøst eller ved transfusion af store mængder bankblod.
- Pseudohyperkaliæmi på grund af hæmolyse i forbindelse med blodprøvetagning, ved udtalt trombocytose og/eller leukocytose.
Symptomer og fund
- Neuromuskulære i form af træthed og kraftesløshed.
- Hjertestop som følge af ventrikelflimmer, pulsløs ventrikulær takykardi eller asystoli.
- Ekg-forandringer: Høje telt-formede T-takker, breddeøget QRS-komplekser, bradykardi, flad/manglende P-tak, sinusbølge og ventrikulær takykardi.
Behandling
Ved forhøjet P-kalium uden EKG-forandringer behandles med:
- Glucose-insulin infusion. OBS efterfølgende hypoglykæmi.
- Resiner, fx Resonium-calcium 15-30 g opløst i 100 ml vand, oralt eller rektalt.
Ved P-kalium >6,5 mmol/l og EKG-forandringer akut behandling:
- Stop ulykken: Stands kaliumindgift
- Stabilisér myokardiet: CaCl 10 ml 0.5 mmol/ml eller calciumgluconat 30 ml 100 mg/ml iv kan gentages efter 5 min. ved fortsatte EKG-forandringer.
- Flyt kalium fra ECV til ICV: Insulin 10 ie + 50 ml 50 % (500 mg/ml) glucose i.v, ved BS > 13.6 mmol/l kun insulin. Kontrollér blodsukker og opsæt evt. 10 % glukose iv for at undgå hypoglykæmi ved normoglykæmi.
- Fjern kalium: Ved cellehenfald → akut dialyse
- Ved bevarede diureser forsøg 40-80 mg furosemid iv og
- evt. bolus 0,9 % NaCl ved mistanke om hypovolæmi
- Natriumzirconiumcyclosilicat 10 g p.o x 3 dagligt eller patiromer 8.4 g p.o x 1 dagligt.
- Ved metabolisk acidose (fx BE <-4 og pH < 7.3): 100 ml 1 mmol/ml NaHCO3 iv evt. gentaget (flyt kalium til ICV)
- Ved manglende effekt/lang ventetid på dialyse inhalation β2-agonist (flytter kalium til ICV).
Se Yderligere om hyperkaliæmi.
Hypokaliæmi
Defineres som P-kalium < 3,5 mmol/l. Der sondres mellem:
- Hypokaliæmi kombineret med normalt total-K. Ses ved displacering af kalium over cellemembraner på grund af bl.a. insulin, β2-adrenerge agonister, glucoseinfusion eller høj blod pH (alkalose).
- Hypokaliæmi kombineret med nedsat total-K. Ses ved renalt eller gastro-intestinalt tab samt ved nedsat tilførsel af kalium. Den hyppigste årsag til hypokaliæmi er anvendelse af diuretika. Opkastninger og/eller diarré kan uanset årsag fremkalde kaliummangel. Hypomagnesiæmi. Kronisk nyresygdom på grund af kronisk interstitiel nefropati, den polyuriske fase efter akut post-renal nefropati som resulterer i hypokaliæmi. Nedsat tilførsel af kalium ses ved alkoholmisbrug, anorexia nervosa eller iatrogent ved indgift af kaliumfrie væsker til patienter med insufficient oralt indtag.
Symptomer og fund
- Mild hypokaliæmi (2,5 - 3,5 mmol/l) er oftest asymptomatisk.
- Ved plasma-K < 2,5 mmol/l ses svaghed og kraftesløshed i muskulatur, rhabdomyolyse, paralyse, respirationsinsufficiens og arytmi.
- Ekg-forandringer: U-takker, affladede T-takker, forlænget PR-interval, ST-depression/inverterede T-takker.
- Risikoen for arytmi øges ved hypokaliæmi særligt hos ældre og hjertesyge: Ventrikulære ekstrasystoler, supraventrikulær og ventrikulær takykardi.
- Samtidig behandling med digoxin øger risikoen for arytmi ved hypokaliæmi.
- Ved hjertestop: Pulsløs elektrisk aktivitet, asystoli, ventrikelflimmer/pulsløs ventrikulær takykardi.
Behandling. Oral eller parenteral tilførsel af kalium. Hastighed og rute afhænger af klinikken/EKG. Ved symptomer/EKG forandringer: I.v- behandling fx med Na-KCl med 51 mmol/l kalium 20-40 mmol/time på pumpe. Anvend ikke glukoseholdige væsker. Målet er symptomfrihed og plasma-kalium > 3 mmol/l. Overgå hurtigst muligt til oral behandling. Er der ikke symptomer/EKG-forandringer (langt hyppigst) korrigeres med oral behandling, som er sikrest. Samtidig hypomagnesiæmi behandles.
Kaliumunderskuddet kan vanskeligt beregnes, da plasma-kalium er et dårligt mål for totalt kalium, og da plasma-kalium kan være lav pga. displacering over cellemembranen. Vurdér ud fra anamnesen (diarré, diuretika, polyuri, fx ved hyperglykæmi) om der kan være tale om større deficit. Monitorere plasma-kalium ved korrektion. Ved nedsat nyrefunktion og/eller høj blod-pH skal der udvises særlig forsigtighed ved korrektion.
Hvis patienten kan indtage normal kost, kan en oral dosis på 20-60 mmol/døgn anvendes profylaktisk ved diuretisk behandling og til korrektion af moderat hypokaliæmi. Hos patienter med insufficient tarmfunktion skal det basale behov på 1 mmol/kg legemsvægt dækkes med parenteral indgift, ligesom patologiske tab skal erstattes. Intravenøs indgift anvendes også ved svære tilfælde med neuromuskulære symptomer.
Den maksimale infusionshastighed for kaliumholdige væsker angives noget forskelligt, men bør sædvanligvis ikke overstige 0,5 mmol/kg legemsvægt/time, dette afhænger dog af tabenes størrelse. Ved svær hypokaliæmi, hvor der ønskes en hurtigere infusion, skal dette ske under konstant ekg-monitorering. Plasma-kalium bør kontrolleres hyppigt. En reduktion af plasma-kalium på 1 mmol/l antages (med stor usikkerhed) at svare til et totalt kaliumtab på 1,5-3,0 mmol/kg legemsvægt.
Bemærk: Nedsat dosering ved nedsat nyrefunktion, især ved samtidig acidose og oliguri.
For indhold af elektrolytter i infusionsvæsker, se Sammenligning af infusionsvæsker med elektrolytter og/eller glucose.
Referencer

6437. Fagerberg SK, Schjørring, OL, Andersen LW et al (Overgaard-Steensen C & Trolle C). Bog: Intensiv terapi; Elektrolytforstyrrelser og akutte endokrine tilstande, kap. 21. FADL. 2024; I, https://fadlforlag.dk/produkt/intensivterapi/ (Lokaliseret 7. januar 2025)
5348. Carsten Lott, Anatolij Truhlár, Annette Alfonzo et al. European Resuscitation Council Guidelines 2021: Cardiac arrest in specil circumstances. Resuscitation Journal.com. 2021; 161:Side 7 fig. 4 Emergency Treatment of Hyperkalaemia, https://www.resuscitationjournal.com/action/showPdf?pii=S0300-9572%2821%2900064-2 (Lokaliseret 23. oktober 2023)
5018. Palmer BF, Clegg DJ. Physiology and Pathophysiology of Potassium Homeostasis: Core Curriculum 2019. AJKD. 2019, https://www.ajkd.org/article/S0272-6386(19)30715-2/fulltext (Lokaliseret 19. oktober 2023)
3512. Unwin RJ, Luft FC, Shirley DG. Pathophysiology and management of hypokalemia: a clinical perspective. Nat Rev Nephrol. 2011; 7(2):75-84, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/21278718 (Lokaliseret 22. maj 2023)