Krydsallergi

Ved påvist allergi eller sandsynlig allergi, hvor yderligere diagnostik ikke er mulig, må lægemidlet undgås. Det kan så være relevant at finde et behandlingsalternativ. Krydsallergi kan her blive et problem. 

Krydsreaktion ved lægemiddelallergi er betegnelsen for en reaktion på et præparat hos en person, der tidligere har reageret på et andet (lignende) præparat. 

Forskellige patienter udviser ikke nødvendigvis de samme krydsreaktioner. Én patient kan reagere på et enkelt lægemiddel i en gruppe, mens en anden patient får reaktioner på alle gruppens lægemidler. Karakteren og sværhedsgraden af en lægemiddeloverfølsomhedsreaktion er her helt afgørende, når det skal vurderes, om det er forsvarligt at forsøge med et beslægtet lægemiddel og hvilke forholdsregler, der i givet fald skal tages. 

Problematikken omkring krydsreaktioner er generelt dårligt belyst, og litteraturen omfatter helt overvejende kasuistiske meddelelser. For visse præparatgrupper har man forsøgt allergitest i form af prik- eller intrakutantest, lappetest eller in vitro-analyser, men resultaterne er sjældent valideret ved eksponering/provokation. Negative resultater ved sådanne allergitest kan generelt ikke tillægges væsentlig værdi, fordi overfølsomhedsreaktionerne ikke nødvendigvis skyldes immunologiske mekanismer, der kan påvises med disse test. Krydsreaktion kan således kun afklares med sikkerhed ved provokation.  

Allergi over for antibiotika

Bedst undersøgt er forholdene for β-laktamantibiotika. For penicilliner vil allergi for én type betyde, at også andre penicilliner er under mistanke og skal undgås, indtil det er vist, at de tolereres. Phenoxymethylpenicillin (penicillin V) og benzylpenicillin (penicillin G) krydsreagerer, mens reaktioner på de semisyntetiske penicilliner kan være sidekædespecifikke, så phenoxymethylpenicillin og benzylpenicillin tolereres. Ved de sidekædespecifikke reaktioner må forventes større risiko for krydsreaktioner mellem præparater med sidekæder, der ligner hinanden, fx amoxicillin og ampicillin, cloxacillin eller flucloxacillin og dicloxacillin. Kun provokationer/behandlingsforsøg kan med sikkerhed afgøre, om reaktioner er sidekædespecifikke eller ej. 

Krydsreaktivitet imellem penicilliner og cefalosporiner for de produkter, der er på markedet nu, er særdeles lav. Årsagen er, at penicillinreaktionerne sjældent skyldes den fælles β-laktamring, men i stedet sidekæderne. En del 1. og 2. generations cefalosporiner har samme sidekæder som ampicillin eller amoxicillin. Det gælder således cefalexin, der ligner ampicillin, men ikke cefuroxim eller nyere cefalosporiner. Cefalosporiner er således ikke kontraindicerede hos penicillinallergikere ⁽²⁴⁰⁷⁾. 

Blandt penicillinallergikere har endnu færre (< 1 %) allergi over for carbapenemer, trods deres β-laktamring. Tilsvarende synes monobactamer at kunne benyttes uden risiko for krydsreaktioner i denne patientgruppe. Dog ligner sidekæderne i ceftazidim og aztreonam hinanden, og det bør give anledning til forsigtighed ved påvist overfølsomhed over for et at disse stoffer ⁽²⁴⁰⁸⁾. Risiko for krydsreaktioner mellem cefalosporiner og carbapenemer kan ikke udelukkes, men er dårligt belyst ⁽²⁴⁰⁹⁾. 

Allergi over for et antibakterielt sulfapræparat synes ikke at betyde øget risiko for reaktion på andre typer sulfonamider, fx diuretika, antivirale midler, antiinflammatoriske præparater og sulfonylurea ⁽⁶⁴⁰⁷⁾. 

Andre praktiske forhold

Hudreaktioner under antibiotisk behandling er hyppige i barnealderen. Ved senere provokationer med samme præparat tåles dette hos de fleste. Der er sædvanligvis tale om milde erytemer og makulopapuløse hududslæt uden væsentlig kløe, og de fleste skyldes formentlig virusinfektioner. Kan man i sådanne tilfælde overtale forældrene til at fortsætte en antibiotisk behandling, vil hududslættet sædvanligvis svinde, og allergidiagnosen kan afkræftes uden yderligere diagnostik. Forværres hudreaktionen, må behandlingen naturligvis stoppes. Strategien kan ikke anbefales ved urticarielle reaktioner, hvor risikoen for allergi er væsentlig større. 

På specielle indikationer er det muligt under indlæggelse at gennemføre en desensibilisering, hvor der opnås en tolerance, der skal vedligeholdes under fortsat behandling. Afbrydes behandlingen, kræves en ny desensibilisering, hvis behandlingen skal genoptages. Der findes protokoller bl.a. for penicillin, acetylsalicylsyre, platiner og andre cancerterapeutica, biologiske lægemidler og visse andre præparatgrupper ⁽⁶⁴⁰⁶⁾. 

I visse tilfælde benyttes profylaktisk antihistamin evt. suppleret med kortikosteroid før indgift af lægemidler, hvor der ud fra anamnesen er mistanke om allergilignende symptomer. Strategien er ikke evidensbaseret og er ikke tilstrækkelig, hvis der er klar anamnese med straksreaktioner. Hverken antihistamin eller kortikosteroid beskytter mod anafylaksi. 

Da der endnu ikke findes et fælles nationalt register, er det vigtigt, at CAVE noteres i såvel hospitalsvæsenets som i den praktiserende læges elektroniske journaler, og at oplysninger om lægemiddelallergi videregives i både henvisninger og i epikriser. I mangel af mere ’autoriserede’ CAVE-kort kan relevante oplysninger skrives på sundhedskortet.  

Yderligere generel information findes i lægemiddelallergi.