Både ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister kan anvendes som førstevalgspræparat ved behandling af patienter med ukompliceret hypertension. 

Ved diabetes bør en ACE-hæmmer eller angiotensin II- antagonist indgå i det valgte regime. 

ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist i kombination med diuretika er initial behandling ved kronisk nyresygdom.
Ved grad 3-hypertension bør ACE-hæmmere samt angiotensin II-antagonister undgås, indtil det er afklaret, om patienten har renovaskulær hypertension. 

Kombinationen af ACE-hæmmer og angiotensin II-antagonist bør normalt undgås. Kombinationsbehandling kan overvejes til patienter med resistent hypertension, som ikke kan behandles med diuretika. 

Ved stigning i P-kreatinin > 30 % under behandling med ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist bør behandlingen afbrydes, mens patienten udredes for sekundær hypertension.
Der er risiko for hyperkaliæmi ved samtidig behandling med aldosteronantagonister. 

Både ACE-hæmmere og angiotensin II-antagonister kan anvendes som førstevalgspræparater ved behandling af hypertension.  

Angiotensin II-antagonister er kontraindicerede ved stærkt nedsat leverfunktion. 

Nyrearteriestenose er en relativ kontraindikation. En klinisk mistanke om nyrearteriestenose bør afkræftes før behandling indledes med ACE-hæmmer eller angiotensin II-antagonist. 

Ved anvendelse af ACE-hæmmere ses tør, irritativ hoste hos 5-20 % af patienterne. Denne bivirkning forsvinder ved seponering. Den bedres ikke ved skift til anden ACE-hæmmer, men der er ikke beskrevet hoste ved anvendelse af angiotensin II-antagonister.