H
Hormoner til systemisk brug
Thyroideahormoner
H01AB, H03A
Thyroksin (T4 ) og trijodtyronin (T3 ) er de klinisk relevante thyroideahormoner. Begge secerneres fra glandula thyroidea. Den humane glandula thyroidea secerner primært T4. T4 er et prohormon der cellulært omdannes (dejodineres) til det aktive hormon T3. Den perifere virkemåde af thyroideahormoner er ikke endeligt afklaret.
Reguleringen af glandula thyroideas afgivelse af hormoner sker gennem thyrotropin-releasing hormone (TRH), der dannes i hypothalamus. Herfra transporteres det via det hypofysære portale venesystem igennem hypofysestilken til de thyrotrope celler i hypofyseforlappen, hvor det stimulerer produktion og sekretion af thyroideastimulerende hormon (TSH). Thyroideahormonernes virkning på TRH-produktionen er ikke endeligt afklaret, men såvel T4 som T3 regulerer TRH-sekretionen i de paraventrikulære kerner ved klassisk negativ feedback-mekanisme i lighed med deres udtalt hæmmende virkning på TSH-produktionen og frigørelsen fra hypofysen.
Anvendelsesområder

Thyroideahormoner anvendes til behandling af lavt stofskifte, også kendt som hypothyroidisme eller myksødem. Lavt stofskifte inddeles i to grupper afhængigt af, om det skyldes en sygdom i skjoldbruskkirtlen eller i hypofysen/hypothalamus. Disse grupper benævnes henholdsvis primært og sekundært myksødem.
Uanset årsagen foretrækkes T4 i monoterapi til behandling af myksødem, da det i høj grad afspejler den fysiologiske hormonproduktion fra glandula thyroidea. T3 øger pga. dets hurtigere virkning risikoen for periodevis højt stofskifte (hyperthyroidisme) og dermed kardiale bivirkninger.
Behandlingsvejledning

Ved primært myksødem monitoreres behandlingen ved bestemmelse af plasma TSH. Behandlingsmålet er et plasma TSH i normalområdet. Efter oral indgift af såvel T4 som T3 ses et fald i plasma-TSH allerede efter få timer, men der kan ses et yderligere langsomt fald i plasma-TSH flere uger efter, at plasma-T4 er i steady state (efter 5 uger). Når T4-behandling seponeres, varer det op til 5 uger, før plasma-TSH er stabil, og op til 2 uger efter seponering af T3-behandling.
Ved sekundært myksødem monitoreres behandlingen ved klinisk vurdering og bestemmelse af serum T4.
T3 til oral brug er i lighed med T3 og L-thyroxin til i.v. brug ikke markedsført i Danmark, men kan med Udleveringstilladelse fra Lægemiddelstyrelsen rekvireres på apotek/sygehusapotek.
Der findes to injektionspræparater: T4-levothyroxin-natrium (L-Thyroxin Henning) injektionssubstans (hætteglas a 500 mikrogram + solvens) og T3-liothyronin-natrium (Thyrotardin) injektionssubstans (hætteglas a 100 mikrogram + solvens).
Bloddonor
Må tappes.
Patienter i behandling med thyroksin (T4) og/eller trijodtyronin (T3) kan donere blod.
Doseringsforslag

Primært myksødem
Til behandling af myksødem af ældre og patienter med kardiale symptomer.
Behandlingen påbegyndes med en lille dosis, ofte 25 mikrogram T4 dgl. Dosis kan fordobles efter 2-3 uger. Herefter foretages, ud fra måling af plasma TSH dosisøgning med 4-6 ugers interval op til substitutionsdosis, som typisk vil være 100-150 mikrogram T4 dgl. afhængig af ætiologien og positivt relateret til fedtfri kropsmasse.
Hos unge og hos personer med hurtigt udviklet myksødem fx postoperativt, kan man derimod påbegynde substitutionsbehandling med langt større doser (typisk 100 mikrogram dgl.). Herefter måling af plasma TSH med 4-6 ugers interval med henblik på dosis justering op til substitutionsdosis.
Ved T4-behandling efter operation for cancer thyroidea tilstræbes et plasma-TSH, som afhænger af, hvilken risikogruppe patienten tilhører. For højrisikopatienter tilstræbes plasma-TSH < 0,1 IE/l. For nærmere detaljer henvises til www. dahanca.dk.
Sekundært myksødem
Behandling med T4 skal først initieres, når det er afklaret, om patienten har normal hypofyse-binyre funktion, eller der er startet medicinsk behandling med binyrebarkhormon i relevant dosering. Herefter startes med en lille dosis, ofte 50 mikrogram T4 dgl. Dosis justeres på basis af klinik og niveauet af serum T4.
Myksødemkoma
Er en livstruende tilstand (mortalitet 30-40 %), som skal behandles aggressivt. Der eksisterer ikke evidensbaserede rekommandationer, men initialt bør thyroideahormon administreres enteralt via sonde eller intravenøst.
Der kan vælges mellem nedenstående (listen er ikke prioriteret og behandlingerne anses for ligeværdige):
Behandling med T3:
- Initialt gives 10-20 mikrogram T3 i.v.
- Gentages med 10 mikrogram hver 4. time i det første døgn.
- Herefter 10 mikrogram hver 6. time, indtil oral behandling med T4 er mulig.
Behandling med T4 intravenøst:
- Thyroxin 200 mikrogram i.v. i første døgn
- Herefter 100 mikrogram dgl. iv.. indtil oral behandling med T4 er mulig.
- Herefter 50 mikrogram dgl. i.v. eller oralt fulgt af korrektion vejledt af laboratorieresultat.
Behandling med T4 i sonde:
- T4 via sonde, doser på 300-500 mikrogram dgl. i først døgn.
- Herefter 100 mikrogram dgl.
Bivirkninger

Behandling med thyroideahormoner i fysiologiske doser med ledsagende normale TSH-værdier er ikke beskrevet at kunne give nogen form for bivirkninger.
I supprimerende behandling, hvor man tilstræber et fald i TSH til under 0,3 IE/l, er der beskrevet osteopeni og øget risiko for kardiovaskulære komplikationer og død.
Graviditet

Den ubehandlede sygdom udgør en risiko for barnet, men hvis den gravide er velbehandlet på konceptionstidspunktet og under graviditeten, er der ingen risiko.
Behandling under graviditet kræver tæt kontrol. Thyroideahormoner passerer kun i ringe grad placenta. Thyroxinbehovet øges typisk 25-50 % under graviditet. Øget behov starter allerede tidligt i graviditeten. TSH bør kontrolleres hver 4.-6. uge i graviditeten og bør ligge lavt i normalområdet (≤ 2.5 mU/L i første og ≤ 3.5 mU/L i anden og tredje trimester).
Farmakokinetik

Thyroideahormoner absorberes let fra mave-tarm-kanalen, idet 70-80 % af T4 og næsten 100 % af T3 absorberes. Maksimal T3-koncentration i blodet forekommer 2-4 timer efter indgift, maksimal T4-koncentration 6-12 timer efter indgift.
Plasmahalveringstid for T3 i blodet er lidt under 1 døgn, for T4 7 døgn. Fordelingsrum for T4 er ca. 10 l, for T3 ca. 40 l. I leveren er påvist en glucuronidering, en oxidativ deaminering og en deiodering. Der sker desuden en ekstrahepatisk deiodering af hormonerne.
Præparater

Indholdsstof | Navn og firma | Dispform og styrke | Pakning | Pris enh. | Pris DDD |
---|---|---|---|---|---|
Levothyroxin | Eltroxin® Aspen Nordic
|
tabletter 50 mikrogram | 100 stk. | 0,67 | 2,00 |
Levothyroxin | Eltroxin® Aspen Nordic
|
tabletter 100 mikrogram | 100 stk. | 0,93 | 1,39 |
Levothyroxin | Eltroxin® Aspen Nordic
|
tabletter 100 mikrogram | 100 stk. | 0,98 | 1,47 |
Levothyroxin | Euthyrox® Merck
|
tabletter 25 mikrogram | 100 stk. (blister) | 0,56 | 3,37 |
Levothyroxin | Euthyrox® Merck
|
tabletter 50 mikrogram | 100 stk. (blister) | 0,56 | 1,68 |
Levothyroxin | Euthyrox® Merck
|
tabletter 75 mikrogram | 100 stk. (blister) | 0,60 | 1,20 |
Levothyroxin | Euthyrox® Merck
|
tabletter 100 mikrogram | 100 stk. (blister) | 0,73 | 1,09 |
Levothyroxin | Euthyrox® Merck
|
tabletter 100 mikrogram | 90 stk. (blister) | 0,72 | 1,08 |
Levothyroxin | Euthyrox® Merck
|
tabletter 125 mikrogram | 100 stk. (blister) | 0,86 | 1,03 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 13 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 53,35 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 25 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 27,74 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 50 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 13,87 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 50 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,61 | 13,84 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 75 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 9,25 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 75 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,61 | 9,22 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 88 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 7,88 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 100 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 6,94 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 100 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,61 | 6,92 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 112 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 6,19 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 125 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 5,55 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 137 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 5,06 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 150 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 4,62 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 175 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 3,96 |
Levothyroxin | Tirosint® IBSA Nordic
|
bløde kapsler 200 mikrogram | 30 stk. (blister) | 4,62 | 3,47 |
