Ved tardive dyskinesier og akut dystoni er behandlingen primært seponering af det udløsende stof. 

Antikolinergika (fx biperiden) kan anvendes ved akutte dystonier, men kan forværre tardive dyskinesier og dyskinesier ved Parkinsons sygdom. Benzodiazepiner kan også anvendes: diazepam i.v. ved akutte tilstande og clonazepam ved kronisk behandling. 

Dopamin depleterende præparater som tetrabenazin kan anvendes til behandling af tardive dyskinesier. Det kan sædvanlige antipsykotika også men med risiko for udløsning af tardive dyskinesier. Det gælder ikke tetrabenazin, som hæmmer oplagringen af visse transmittersubstanser (dopamin, noradrenalin og serotonin) i præsynaptiske vesikler i nervetrådenes endegrene. Den intraneuronale monoaminooxidase vil derved nedbryde en større del af transmitteren, der således ikke står til rådighed for frigørelse i synapsespalten. 

Hvis seponering af det udløsende præparat ikke har effekt, kan akut dystoni, hvor symptomerne er svære, behandles med biperidin (2 mg i.v.) evt. gentaget eller diazepam (5-10 mg i.v.). 

Biperidin inj.væske fremstilles magistrelt. 

Ved tardive dyskinesier anbefales seponering af antipsykotika eller skift til 2. generations-antipsykotika, hvis muligt. Her er tetrabenazin 1. valg, men i øvrigt er der meget ringe evidens for anden form for medicinsk behandling. Ved medicinsk behandlingsrefraktær tardiv dystoni kan patienten henvises til specialafdeling med stillingtagen til såkaldt Deep Brain Stimulation (DBS). 

Der findes nye midler indenfor samme gruppe (VVMAT2 Inhibitors of presynaptic vesicular monoamine); deutetrabenazine og valbenazine, som begge har en væsentlig bedre bivirkningsprofil end og samme effektivitet som tetrabenazine, men disse præparater er endnu ikke godkendte I Europa. 

For yderligere information om kontraindikationer henvises til de enkelte præparatbeskrivelser.