Proliferative signalinhibitorer (mTOR-hæmmere)

L04AH

Revideret: 07.01.2025

Anvendelsesområder

En m-TOR-hæmmer er ikke førstevalg som vedligeholdelsesbehandling efter organtransplantation i Danmark. En mTOR-hæmmer kan anvendes ved organtransplantation, hvor man ønsker at nedtrappe eller seponere behandling med en calcineurinhæmmer. Det kan være pga. calcineurinhæmmerens kroniske nefrotoksicitet, at man ønsker at skifte til en mTOR-hæmmer. Der foreligger data, som indikerer, at der næppe vindes noget i nyrefunktionen ved at skifte fra en calcineurinhæmmer til en mTOR-hæmmer, hvis den glomerulære filtrationsrate (GFR) er < 35 ml/min. 

 

En anden grund til at minimere eller helt ophøre med en calcineurinhæmmer og opstarte med en mTOR-hæmmer kan være nyopstået malign sygdom hos den organtransplanterede patient, da signaltransduktionshæmmere muligvis har antineoplastiske virkninger. 

 

En mTOR-hæmmer kan erstatte en antimetabolit, hvis det gives sammen med lav dosis calcineurinhæmmer med eller uden prednisolon. Det kan være en mulighed, hvis der er betydelige bivirkninger til antimetabolit behandling. 

 

 

Der ses synergistisk effekt mellem en calcineurinhæmmer og everolimus mht. immunsuppression og bivirkninger. Ved kombinationsbehandling gives begge medikamenter i reducerede doser. 

 

Behandling med en mTOR-hæmmer er et udpræget ekspertområde, som bør reserveres afdelinger med erfaring i anvendelsen af disse medikamenter. 

Bivirkninger

mTOR-hæmmere har en hæmmende virkning på sårheling. Behandling med en mTOR-hæmmer påbegyndes oftest først 3 måneder efter organtransplantation, hvor sårheling er sket. Samtidig med at en mTOR-hæmmer opstartes, nedtrappes calcineurinhæmmerens dosis gradvist til eventuelt ophør. 

 

Vedrørende øvrige bivirkninger henvises til tabellen over bivirkninger under de enkelte præparater. 

Interaktioner

En mTOR-hæmmer metaboliseres via enzymsystemet CYP3A4. Absorption og elimination kan derfor påvirkes af lægemidler, der har indflydelse på CYP3A4 og P-glykoprotein. En blokade af P-glykoprotein kan nedsætte udstrømningen af en mTOR-hæmmer fra tarmceller og øge blodkoncentrationen. Administration af en stærk CYP3A4-hæmmer øger fuldblodskoncentrationen af mTOR-hæmmeren, mens indtag af en stærk CYP3A4-induktor øger metabolismen og nedsætter koncentrationen af mTOR-hæmmeren. Ciclosporin øger blodkoncentrationen af sirolimus og everolimus. 

 

Signaltransduktionshæmmere er selv kompetitive hæmmere af CYP3A4 og CYP2D6 og kan potentielt øge koncentrationen af lægemidler, der elimineres af disse enzymer. CYP3A4- og CYP2D6-substrater med et snævert terapeutisk indeks bør derfor monitoreres for bivirkninger ved samtidig administration af en mTOR-hæmmer. 

Farmakodynamik

Sirolimus og everolimus er proliferative signalinhibitorer (PSI) (mTOR-hæmmere). Everolimus er en hydroxyethylanalog af sirolimus. Sirolimus er tidligere benævnt rapamycin. Sirolimus og everolimus har samme virkningsmekanisme. 

 

mTOR er en intracellulær proteinkinase i alle eukaryote celler, som spiller en nøglerolle i flere biologiske processer, der er vigtige for celleproliferation, angiogenese og cellemetabolisme. I lymfocytter er mTOR vigtigt for den intracellulære signaltransduktion, når lymfocytter aktiveres af interleukin-2 og andre cytokiner. Sirolimus og everolimus blokerer mTOR. 

 

En mTOR-hæmmer bindes til det intracellulære protein FKBP12. Selvom en mTOR-hæmmer og tacrolimus bindes til det samme intracellulære protein, FKBP12, virker de to præparater ikke som antagonister, hvis de gives samtidigt. 

Farmakokinetik

Sirolimus og everolimus opnår maksimal blodkoncentration 1-2 timer efter oral indgift. Præparaterne har en lav biotilgængelighed på 15-20 %, som kan forklares ved, at de er substrater for transportproteinet P-glykoprotein og enzymsystemet CYP3A4 i tarm og lever. Halveringstiden er ca. 62 timer for sirolimus og 28 timer for everolimus. Sirolimus doseres 1gang dgl. og everolimus 2 gange dgl. Steady state-koncentration i blodet opnås efter 4-7 dage. Den lange halveringstid for sirolimus indebærer, at første dosis gives som en mætningsdosis, der normalt er 3 gange den forventede vedligeholdelsesdosis. En mTOR-hæmmers farmakokinetik er ikke påvirkelig af nyrefunktionen, mens nedsat leverfunktion kan øge AUC og forlænge halveringstiden for præparatet. 

 

En mTOR-hæmmer doseres efter rutinemæssige blodkoncentrationsmålinger pga. et snævert terapeutisk indeks. Der monitoreres efter dalværdi (12 timers-værdi efter medicinindtagelse). 

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris enh. Pris DDD
Everolimus Certican®
Novartis
tabletter  0,25 mg 6 x 10 stk. (blister)   15,34 92,06
Everolimus Certican®
Novartis
tabletter  0,5 mg 6 x 10 stk. (blister)   30,32 90,96
Everolimus Certican®
Novartis
tabletter  0,75 mg 6 x 10 stk. (blister)   45,32 90,63
Everolimus Certican®
Novartis
dispergible tabletter  0,1 mg 6 x 10 stk. (blister)   6,18 92,74
Everolimus Certican®
Novartis
dispergible tabletter  0,25 mg 6 x 10 stk. (blister)   14,91 89,47
Sirolimus Rapamune®
Pfizer
overtrukne tabletter  1 mg 100 stk. (blister)   30,22 90,66
Sirolimus Rapamune®
Pfizer
overtrukne tabletter  2 mg 100 stk. (blister)   60,22 90,34
Sirolimus Rapamune®
Pfizer
oral opløsning  1 mg/ml 60 ml   30,27 90,82

Referencer

5077. Bellumkonda L, Patel J. Recent advances in the role of mammalian target of rapamycin inhibitors on cardiac allograft vasculopathy. Clin Transplant. 2020; 34, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/31829455/ (Lokaliseret 19. oktober 2023)

 

5078. Sommerer C, Suwelack B, Dragun D et al. An Open-Label, Randomized Trial Indicates That Everolimus With Tacrolimus or Cyclosporine Is Comparable to Standard Immunosuppression in De Novo Kidney Transplant Patients. Kidney Int. 2019; 96:231-44, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/31027892/ (Lokaliseret 19. oktober 2023)

 

5079. Nashan B. mTOR Inhibition and Clinical Transplantation: Liver. Transplantation. 2018; 102:19-26, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/28230639/ (Lokaliseret 19. oktober 2023)

 

5080. Ying T, Wong G, Lim W et al. De Novo or Early Conversion to Everolimus and Long-Term Cancer Outcomes in Kidney Transplant Recipients: A Trial-Based Linkage Study. Am J Transplant. 2018; 18:2977-86, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/29802791/ (Lokaliseret 19. oktober 2023)

 

5081. Qazi Y, Shaffer D, Kaplan B et al. Efficacy and safety of everolimus plus low-dose tacrolimus versus mycophenolate mofetil plus standard-dose tacrolimus in de novo renal transplant recipients: 12-month data. Am J Transplant. 2017; 17:1358-69, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/27775865/ (Lokaliseret 19. oktober 2023)

 

5082. Ventura-Aguiar P, Campistol JM, Diekmann F. Safety of mTOR inhibitors in adult solid organ transplantation. Expert Opin Drug Saf. 2016; 15:303-19, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/26667069/ (Lokaliseret 19. oktober 2023)

 
 
 
Gå til toppen af siden...