Hæmolytisk anæmi kan have mange årsager, og herunder kan dysregulering af komplementsystemet på forskellig vis spille en væsentlig rolle. I nogle særlige tilfælde kan behandling med komplementhæmmere afhjælpe hæmolysen. 

I kuldeagglutineringssyndromet skyldes hæmolysen, at IgM kulde agglutininet bindes til celleoverfladen af erytrocytterne og igangsætter den klassiske kaskade af komplementaktiveringen startende med C1. Sutalimamib er et monoklonalt antistof, der hæmmer C1 ved specifikt at binde sig til delkomponenten C1s, som er en serinprotease der spalter C2 og C4. Det medfører, at aflejring af komplement-opsoniner på celleoverfladen forhindres, og den IgM-medierede hæmolyse reduceres. 

Ved paroksystisk nocturnal hæmoglobinuri (PNH) mangler erytrocytterne glycosylphosphatidylinositol (GPI) i cellemembranen pga. en somatisk mutation i PIGA genet. Dette medfører manglende binding af CD55 og CD59 til celleoverfladen, begge er vigtige proteiner i regulering af komplementsystemet. En konsekvens heraf er, at erytrocytterne er udsatte for komplementaktivering på overfladen og dermed en overvejende intravaskulær hæmolyse.  

Eculizumab, ravulizumab og crovalimab er monoklonale antistoffer rettet mod proteinet C5, det indgår i den terminale fase af komplementkaskaden. Eculizumabs, ravulizumabs og crovalimabs binding til C5 hæmmer komplementaktiveringen og har dermed primært effekt på den intravaskulære hæmolyse. Pegcetacoplan er et monoklonalt antistof, som binder sig til C3 og dets kløvningsprodukt C3b, hvorved C3-aktivering via dets konvertase inhiberes. Da pegcetacoplan virker mere proximalt i komplementkaskaden, har dette stof en virkning imod såvel intra- som ekstravaskulær hæmolyse. Hos patienter med betydelig hæmolyse under pågående behandling med C5-hæmmere (eculizumab eller ravulizumab), kan tillægsbehandling med faktor D hæmmeren danicopan overvejes. Via hæmning af faktor D nedsættes aktivering af C3, hvormed den ekstravaskulære hæmolyse også reduceres. 

Komplementsystemet er en vigtig del af vores immunforsvar over for mikroorganismer. En hæmning af komplementaktivering øger derfor også risikoen for infektioner, herunder livstruende infektioner med kapselbærende bakterier som fx Neisseria meningitidis og Haemophilus influenza. Derfor skal patienter, som behandles med komplementhæmmere, vaccineres mod kapselbærende bakterier før behandlingen indledes i henhold til gældende retningslinjer.