BCL2- hæmmere er lægemidler, som er målrettet mod et specifikt protein kaldet B-cell lymphoma-2 (BCL2). Genet der koder for proteinet er lokaliseret på kromosom 14. 

Det blev primært beskrevet i forbindelse med lymfekræft, hvor translokation af kromosom 14 til kromosom 18, t (14;18), er en hyppigt forekommende genetisk ændring. Denne translokation fører til overekspression af BCL2 genet og dermed større mængder af BCL2 proteinet i de celler, hvor translokationen findes.  

Det er dog senere vist, at BCL2 også spiller en vigtig rolle ved andre kræftsygdomme, f.eks. akut myeloid leukæmi (AML) og kronisk lymfatisk leukæmi (CLL). Det vil sige, at BCL2 proteinet har betydning ved kræftsygdomme uden t (14;18). 

BCL2 er ikke et onkogen i klassisk forstand, dvs., at proteinet ikke medfører uhæmmet celledeling og dermed tumorvækst. BCL2 spiller derimod en vigtig rolle for cellernes regulering af apoptose (kontrolleret celledød). BCL2 er blot et af flere vigtige proteiner, der virker anti-apoptotiske, og dermed øger kræftcellernes overlevelse. 

BCL2 virker ved at binde sig til BAX og BAC, hvorved disse pro-apoptotiske proteiner ikke længere kan interagere med mitochondriemembranen og starte apoptose via den mitokondrie-medierede apoptose vej. 

BCL2 hæmmes naturligt af pro-apoptiske proteiner, f.eks. BIM og BAD, der begge tilhører BH3-only familien. Det betyder, at cellernes apoptose under normale forhold er en meget nøjagtigt reguleret balance mellem pro-apoptotiske og anti-apoptotiske proteiner. Særligt ved hæmatologiske kræftsygdomme er denne balance dysreguleret, f.eks. ved overekspression af BCL2 eller via andre mekanismer. 

Venetoclax er et BH3-lignende molekyle, der binder selektivt til BCL2 proteinet. Derved reducerer venetoclax BCL2 proteinets anti-apoptotiske virkning på samme måde som BH3-only proteinerne gør det under normale forhold. Resultatet er, at den mitokondrie-medierede apoptose forstærkes, hvilket fører til øget celledød.  

Da venetoclax fremmer apoptose, har stoffet en hurtigt indsættende virkning.  

Det betyder, at der er risiko for potentielt livstruende tumorlyse i den indledende fase af behandlingen. Det gælder også ved nogle af de hæmatologiske kræftsygdomme, hvor tumorlyse normalt kun forekommer sjældent, f.eks. kronisk lymfatisk leukæmi. 

Derfor er der specielle forholdsregler, når venetoclax anvendes, herunder en optitreringsfase, hvor der monitoreres for tumorlyse med blodprøver, før og efter dosisøgning. 

Forebyggende behandling mod tumorlyse med væske og urinsyresænkende stoffer (se EU SmPC for detaljer) er vigtige forebyggende tiltag. Risikoen for tumorlyse er bl.a. særligt høj hos patienter med nyrefunktionsnedsættelse og/eller høj tumorbyrde.