Fysisk aktivitet som behandling

Revideret: 06.06.2025

Fysisk aktivitet kan for patienter med mange sygdomme være et supplement eller alternativ til andre behandlingsformer. I mange tilfælde kan regelmæssig fysisk aktivitet således nedsætte behovet for medicinsk og/eller kirurgisk behandling og i visse tilfælde helt fjerne det. En detaljeret gennemgang af det evidensbaserede grundlag for fysisk aktivitet og træning ved forskellige sygdomme og risikotilstande findes i Sundhedsstyrelsens publikation 'Fysisk træning som behandling (6076)

 

I udgangspunktet bør alle personer være regelmæssigt fysisk aktive. For børn mellem 5 og 17 år anbefaler Sundhedsstyrelsen fysisk aktivitet mindst en time hver dag, herunder øvelser der styrker muskler mindst 3 gange om ugen (6519). For voksne mellem 18 og 65 år anbefales mindst en halv times fysisk aktivitet om dagen, herunder øvelser der styrker muskler mindst 2 gange om ugen (6520). For ældre over 65 år anbefales også mindst en halv times fysisk aktivitet om dagen, herunder øvelser der styrker muskler mindst 2 gange om ugen og balance- og udstrækningsøvelser mindst 3 gange om ugen (6521).  

 

For personer med forskellige sygdomme afhænger anbefalinger vedr. type og mængde af fysisk aktivitet i en vis udstrækning af den tilgrundliggende diagnose, men i udgangspunktet vil enhver fysisk aktivitet være gavnlig for enhver person. Desuden vil selv en beskeden mængde fysisk aktivitet have gavnlige effekter, hvorfor også personer, der kun kan være fysisk aktive i beskedent omfang, bør forsøges motiveret til fysisk aktivitet.  

Referencer

6519. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for børn og unge (5-17 år). SST.dk. 2024, https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Fysisk-aktivitet/Anbefalinger-om-fysisk-aktivitet/Boern-5--17-aar (Lokaliseret 19. maj 2025)

 

6520. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for voksne (18 til 64 år). SST.dk. 2024, https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Fysisk-aktivitet/Anbefalinger-om-fysisk-aktivitet/Voksne-18-64-aar (Lokaliseret 19. maj 2025)

 

6521. Sundhedsstyrelsen. Anbefalinger om fysisk aktivitet og stillesiddende tid for ældre: 65+. SST.dk. 2024, https://www.sst.dk/da/Fagperson/Forebyggelse-og-tvaergaaende-indsatser/Fysisk-aktivitet/Anbefalinger-om-fysisk-aktivitet/65-plus (Lokaliseret 19. maj 2025)

 

6076. Sundhedsstyrelsen. Fysisk træning som behandling - 31 lidelser og risikotilstande. SST. 2018, https://www.sst.dk/-/media/Udgivelser/2018/Fysisk-traening-som-behandling.ashx (Lokaliseret 19. maj 2025)

 
Gå til toppen af siden...