Non-farmakologisk behandling 

Uhensigtsmæssige afføringsvaner og forstoppelse kan være årsag til hæmorider og analfissur. Rådgivning vedrørende kost, motion, hensigtsmæssige afføringsvaner og lakserende behandling har klinisk dokumenteret effekt ⁽¹⁸⁸⁰⁾ og bør derfor altid gives som første behandling. Rationalet er, at øget kostfiberindtag og eventuel lakserende behandling blødgør afføringen og modvirker overdreven pressen i forbindelse med defækation. Derved reduceres den mekaniske påvirkning på de anale vaskulære puder og risiko for blødning fra og prolaps af hæmoridevæv nedsættes. Ligeså reduceres den mekaniske påvirkning på en eventuel fissur ved den anocutane overgang. En anden form for konservativ behandling er gentagne sædebade. Rationalet er symptomlindring, sphincterrelaksation og bedre perianal hygiejne. Fysiologisk og klinisk evidens savnes imidlertid. 

Farmakologisk behandling 

Hæmorider 

Der er ringe evidens for effekten af farmakologisk behandling af hæmorider. Evidensen bygger mest på klinisk erfaring, og derfor må behandlingsvejledning betragtes som praktiske erfaringsbaserede råd. Lokal applikatiof glukokortikoidholdig salve evt. i kombination med lokalbedøvende middel er meget anvendt. Rationalet er reduktion af ødemet og derved, lindring af symptomerne. Nogen kausal effekt har det ikke. Salver bør foretrækkes, da de virker lokalt på applikationsstedet. Stikpiller kan migrere op i rectum, og virkningen udebliver. 

Behandling med glukokortikoidholdige midler bør ikke anvendes i længere tid (maksimalt 2 uger) på grund af risiko for kontaktdermatit. Patienter med vedholdende symptomgivende grad 2 hæmorider (hæmorideprolaps med spontan reposition) på trods af konservativ behandling, grad 3 hæmorider (hæmorideprolaps med nødvendig digital reposition) og grad 4 hæmorider (permanent hæmorideprolaps) bør henvises til kirurgisk vurdering ^{(2214) (3253)}. 

Analfissurer 

Akut analfissur opstår efter traume i analkanalen, og er oftest udløst af svær obstipation eller eksplosiv diarré. Analfissuren udløser derpå smertebetinget rektal obstipation, sfinkter hypertoni, nedsat gennemblødning, lokal iskæmi og derved forsinket heling. Behandlingen stiler mod at bryde denne onde cirkel ved forsøg på at reducere den mekaniske påvirkning på analkanalen ved hjælp af afføringsregulering og eventuel farmakologisk eller kirurgisk sfinkterrelaksation ⁽⁵⁴⁷⁴⁾. 

Lokalbehandling med salver med afslappende virkning på analsfinkter har effekt ved akutte, såvel som kroniske fissurer efter 6-8 uger, fx glyceryltrinitratsalve 0,4 % eller diltiazemgel 2 % (fremstilles magistrelt) ^{(3250) (6177)}. 

Bivirkninger til den lokale behandling er desværre hyppige (hovedpine ved glyceryltirnitrat/lokal allergisk reaktion pga. diltiazem gel). Anden lokalbehandling med ikke registrerede lægemidler som Levorag Emulgel eller E-Vitamin salve kan muligvis være virksomt ^{(5476) (6176)}. 

Behandlingshierarki til kronisk analfissur

Pragmatisk anbefales et behandlingshierarki med afføringsregulering, sædebade, salve med lokalanæstetikum uden glukocortikoid i en uge og først derefter andre lokalbehandlinger i form af nitroglycerin- eller diltiazemgel ⁽³²⁵⁰⁾. Ved manglende effekt kan overvejes henvisning til speciallæge med henblik på inj. botulinum A-toxin eller lateral sfinkterotomi. 

Lokal specifik behandling er på sigt kun marginalt bedre end placebo ved kroniske fissurer, hvor lateral sfinkterotomi anses for bedste behandling ⁽³²⁸⁶⁾.