Levercirrose er slutstadiet af en række kronisk inflammatoriske leversygdomme, hvor de hyppigste er alkoholbetinget leversygdom (65 %) og kronisk viral hepatitis C og B (ca. 10-15 %). Metabolisk Dysfunktion Associeret Steatotisk Leversygdom (MASLD) forventes at udgøre en større andel i fremtiden. Ved etableret cirrose er kausal farmakoterapi sjældent mulig, men behandling af underliggende patogenetiske mekanismer og komplikationerne til cirrose forbedrer prognosen. Særligt vigtig er alkohol rehabilitering lige som nye lægemidler (Direct Acting Antivirals) mod hepatitis C, der fjerner virus hos 95-100 %, også ved cirrose, har stor klinisk betydning. Ved Metabolisk Dysfunktion Associeret Steatotisk Leversygdom (MASLD) er livsstilsintervention ligeledes vigtig, også ved etableret cirrose. 

Sværhedsgraden af levercirrose inddeles ved Child-Pugh score, der baseres på blodprøver (bilirubin, albumin, koagulationsfaktorer) og klinik (ascites og hepatisk encephalopati). Model for End-stage Liver Disease (MELD), der beregnes ud fra bilirubin, kreatinin og koagulationsfaktorer, kan også anvendes. 

Den alvorligste komplikation til cirrose er hepatisk encefalopati, som kan være let eller svær, men som altid forringer patientens livskvalitet. 

Patienter med cirrose er i øget risiko for udvikling af akut-i-kronisk leversvigt, der oftest er udløst af infektion eller inflammation med aktivering af et inflammatorisk respons og udvikling af organdysfunktion i et eller flere organer, med varierende sværhedsgrad.  

For langt de fleste patienter med cirrose er ernæringsterapi med højt kalorie- og proteinindhold samt vitamin- og mineraltilskud afgørende for prognosen.