De fleste patienter med OAB kan varetages i primærsektoren. Non-farmakologiske tiltag blæretræning, bækkenbundstræning, korrektion af væske/vandladningsvaner bør efterprøves, inden evt. farmakologisk behandling iværksættes.  

For OAB anbefales, udover den konservative behandling muskarinreceptorblokkere (darifenacin, fesoterodin, oxybutynin, solifenacin, tolterodin og trospiumchlorid) eller β3-adrenoceptoragonist (mirabegron) som hhv. 1.- og 2. valg. Hvis behandlingen ikke har effekt, eller der er uacceptable bivirkninger efter 4-8 uger, bør den seponeres. β3-adrenoceptoragonist anvendes som 1. valg, hvis muskarinreceptorblokkere er kontraindicerede.  

Effekten af lægemidlerne vurderes generelt som sparsom (IRF). Se Midler mod overaktivt blæresyndrom, urgency og urgency-inkontinens. 

Effekten har i forhold til placebo vist sig relativ beskeden med en reduktion i vandladningsfrekvensen på 1-2 miktioner pr. døgn og en reduktion i antallet af inkontinensepisoder på 2-3 pr. uge. En del af effekten skyldes øget "warning time". Objektive mål for effekt kan registreres ved færre vandladninger og færre inkontinensepisoder i vandladningsdagbogen ^{(4952) (6342)}. 

Der er ofte en stor dag til dag-variation i symptomerne og behandlingseffekt, og evt. bivirkninger kan først reelt vurderes efter 3-4 ugers behandling. Ved utilstrækkelig effekt kan præparatskift forsøges. Der er ingen evidens for at kombinere flere muskarinreceptorblokkere og kun sparsom evidens for at kombinere muskarinreceptorblokker og β3-adrenoceptoragonist. Ved manglende effekt efter 3-6 måneder, trods præparatskift, bør behandlingen seponeres, og patienten henvises til urogynækologisk eller urologisk vurdering. 

Langvarig antimuskarin-behandling bør anvendes med forsigtighed hos ældre patienter, især ved samtidig risiko for eller erkendt kognitiv dysfunktion ^{(4540) (4541)}.  

Hos postmenopausale kvinder med fyldningssymptomer, som imperiøsitet og pollakisuri grundet slimhindeatrofi, har lokaløstrogen ofte en gunstig effekt, se Vaginale østrogener.