Rektale lægemidler

Rektal administration af lægemidler kan anvendes til diagnostisk formål, for at opnå lokal virkning i endetarmen eller med henblik på systemisk absorption, sidstnævnte kan dog udvise stor intra- og interindividuel variation. Lægemidlerne kan være flydende (fx klysma, rektalvæske), halvfaste (fx rektalsalve) eller faste (fx rektalkapsel, rektaltampon og suppositorier; eller pulver og tablet til rektalvæske som rekonstitueres lige før brug). Rektale lægemidler indføres i endetarmen. 

For at forebygge fejlmedicinering skal medicinbrugeren nøje informeres om administrationsvejen, så man undgår, at medicinbrugeren fejlagtigt indtager en rektalkapsel i troen om, at det fx er en oral kapsel. Medicinbrugeren skal informeres om, at suppositorier skal udtages af den beskyttende plastemballage før indføring. 

Suppositorier (benævnes oftest stikpiller i dagligdags tale) er en fast enkeltdoseret lægemiddelform, som ikke bør deles. Hvis sundhedsprofessionelle skønner at dosis skal halveres, skal suppositoriet deles på langs - aldrig på tværs - da suppositorier kan være fremstillet som en suspensionsformulering, hvilket oftest ikke kan ses visuelt. 

Grundet muskulaturen i rektum bør suppositorier indføres med den stumpe ende forrest, da det er nemmere og muligvis fører til færre tilfælde af umiddelbar udstødning af suppositorierne. I visse tilfælde kan man indføre suppositoriet med den spidse ende først, blot man sikrer sig, at det ikke kommer for højt op og ikke smutter ud igen. For at lette indføringen kan suppositoriet fugtes med lidt vand umiddelbart før indføring. 

Et suppositorie består enten af en lipofil basis, som frigiver lægemiddelstoffet ved smeltning eller en hydrofil basis som frigiver lægemiddelstoffet ved opløsning. 

Størstedelen af et rektalt administreret lægemiddelstof absorberes og passerer leveren via det enterohepatiske kredsløb, men en mindre del passerer uden om leveren via anastomoser mellem hæmoroidalvenerne og føres direkte over i det systemiske kredsløb.