Glucagon og insulin er polypeptidhormoner, der dannes i pancreas. 

Insulin omtales i Midler til behandling af type 1-diabetes. Glucagon stimulerer glykogenolysen og glukoneogenesen. Efter intravenøs injektion af glucagon ses en hurtig (2-5 min.) stigning i glucagonkoncentrationen i blodet, og blodsukkeret stiger inden for ca. 10 min ⁽³⁰⁷⁰⁾. En forudsætning for virkningen er, at leverens glykogendepoter er tilstrækkelig store. Effekten kan derfor være reduceret efter længere tids faste, specielt i forbindelse med betydelig fysisk aktivitet, hos personer med levercirrose efter alkoholindtagelse eller som spiser en kost, der indeholder få kulhydrater. 

På hjertet har glucagon både en positiv inotrop og kronotrop effekt. Glucagon hæmmer saltsyresekretionen i ventriklen, pancreas' eksokrine sekretion og tarmkanalens motorik. Glucagon øger endvidere afgiften af katekolaminer fra binyremarven og af insulin fra pancreas. Herudover stimulerer glucagon også leverens ketogenese, dvs dannelsen af ketonstoffer, der kan forbrændes i centralnervesystemet i stedet for glucose.