Androgener

G03B

Revideret: 04.11.2024

Androgener er viriliserende steroidhormoner. Mest potent af de naturligt forekommende (genuine) androgener er testosteron, som især produceres i testes, og dihydrotestosteron, som dannes ud fra testosteron i forskellige væv, især prostata. 


Androgen effekt 

I puberteten bevirker androgener yderligere virilisering og udvikling af sekundære kønskarakterer samt vækstacceleration hos mænd. De har også betydning for spermatogenesen og styrer funktionen af epididymis, prostata og vesiculae seminales. 

 

Metabolisk effekt 

Testosteron er et anabolt steroid, der bl.a. er proteinopbyggende og fremmer mineralisering af knoglerne (via østrogen dannet ved aromatisering af testosteron). Desuden stimuleres dannelsen af røde blodlegemer. 

 

Effekt på hypofysen 

Terapeutiske doser af testosteron hæmmer gonadotropinet LH og derved den endogene androgenproduktion hos mænd. Desuden hæmmes også FSH, hvilket kan medføre hæmning af spermatogenesen og deraf følgende infertilitet. Denne virkning er som regel reversibel. 

Anvendelsesområder

Testosteronmangel hos mænd er den eneste dokumenterede indikation for testosteronbehandling. Effekten på symptomerne ved testosteronmangel indtræder fra få uger til flere måneder efter påbegyndelse af behandlingen, der som regel bør være livslang.
Ved medfødt testisinsufficiens eller konstitutionelt betinget pubertas tarda indledes behandlingen i pubertetsalderen. Ved total mangel på testisfunktion fx ved anorki, påbegyndes pubertetsinduktion vanligvis i 12-års-alderen afhængig af faktorer som vækst, knoglealder og modningsgrad. Hos drenge med pubertas tarda, der defineres som mangel på pubertetstegn efter 14-15-års-alderen, kan pubertetsinduktion vælges. På grund af testosterons virkning på knoglernes vækstzoner bør behandlingen styres af læger med erfaring i behandling af patienter med forstyrrelser i pubertetsvækst og -udvikling. Ved primær testosteronmangel i voksenalderen anvendes testosteronbehandling idet behandlingsstrategi afhænger af varighed og grad af testosteronmangel. Ved sekundær (hypofysebetinget) testosteronmangel foretrækkes også initialt testosteronbehandling i puberteten. I disse tilfælde kan gonadotropinbehandling dog senere komme på tale med henblik på at stimulere testes til spermatogenese i forbindelse med behandling for infertilitet. 


Impotens hos manden skyldes yderst sjældent utilstrækkelig testosteronproduktion. Testosteronbehandling af impotens bør kun finde sted, hvis serum-testosteron er for lavt. 

Præparatvalg

Transdermal testosteronbehandling giver anledning til serumværdier med en døgnvariation, der tilnærmelsesvis svarer til den naturlige variation, når påsmøring foregår i morgentiden. Det er således en god fysiologisk administrationsform. Det kræver dog daglig påsmøring og undgåelse af direkte hudkontakt med kvinder og børn i 4-6 timer efter påsmøring. 

Injektionsbehandling med testosteron indebærer kun ca. 4 årlige injektioner. Den er lidt hyppigere associeret med forhøjet hæmatokrit end transdermal behandling og enkelte patienter oplever lette symptomer på testosteronmangel 1-2 uger før injektion trods optimeret behandling. 

Opstart af behandling af alle behandlingsformer kræver løbende justering af dosis og injektionsintervaller baseret på kliniske og parakliniske oplysninger. 

Oral testosteronbehandling anvendes hyppigst i pubertetsårene med individualiserede doseringer. Derudover kan oral testosteronbehandling anvendes som testosterontilskud til mænd, hvor egenproduktion af testosteron kun er beskedent nedsat. Ved svær eller total testosteronmangel er oral testosteronbehandling kun sjældent sufficient. Oral testosteron gives som 2 daglige doseringer i forbindelse med måltid og virker knapt så supprimerende på FSH og LH, som de mere potente injektioner eller transdermale administrationsformer. Der er pt. ingen orale præparater på det danske marked - et udenlansk præparat kan evt. rekvireres på udleveringstilladelse. 

Forsigtighedsregler

Forsigtighed tilrådes hos ældre, ved svær hjerte-, lever- eller nyreinsufficiens, iskæmisk hjertesygdom og hypertension. Sædvanlig dosering kan medføre serum-testosteronniveau over normalt referenceniveau. Hos patienter i langvarig testosteronbehandling skal doseringen individualiseres på baggrund af klinisk respons, kontrol af serum-testosteron og effekt på hæmatokrit.  

Enkelte randomiserede studier med børn og unge viser desuden påvirkning af væksten, idet der initialt ses vækstacceleration, og sekundært ses væksthæmning, når epifyselinjerne lukker.  

 

Bemærk: 

  • Testosteronpræparater bør sædvanligvis ikke anvendes af kvinder på grund af risiko for virilisering.

Farmakokinetik

Testosteron kan administreres transdermalt i form af gel. Administration af gel giver en stigning i plasmakoncentrationen med stor interindividuel variation og med behov for justering hos den enkelte patient. Testosteron metaboliseres til de aktive metabolitter, estradiol og dihydrotestosteron. Udskilles gennem nyrerne i form af inaktive metabolitter. Ved transdermal administration undgås førstepassage-metabolisme i leveren.
Testosteronundecanoat (ester) kan anvendes intramuskulært som depotpræparat. Givet som injektioner med 10-14 ugers interval kan tilstrækkelige og stabile testosteronniveauer opretholdes uden ophobning hos de fleste patienter. Hos ældre patienter kan det dog være nødvendigt med længere intervaller mellem injektionerne. 

Præparater

Indholdsstof Navn og firma Dispform og styrke Pakning Pris enh. Pris DDD
Testosteronundecanoat Nebido
Grünenthal
injektionsvæske, opl.  1000 mg/dosis 4 ml   265,43 19,11
Testosteronundecanoat Nebido
Grünenthal
injektionsvæske, opl.  1000 mg/dosis 4 ml   102,50 7,38
Testosteronundecanoat Nebido
Grünenthal
injektionsvæske, opl.  1000 mg/dosis 4 ml   172,19 12,40
Testosteronundecanoat Nebido
Grünenthal
injektionsvæske, opl.  1000 mg/dosis 4 ml  
Testosteronundecanoat Nebido
Grünenthal
injektionsvæske, opl.  1000 mg/dosis 4 ml   171,86 12,37
Testosteron Testavan
The Simple Pharma
Transdermal gel  20 mg/g 85,5 g (56 doser)   4,47 11,16
Testosteron Testavan
The Simple Pharma
Transdermal gel  20 mg/g 85,5 g (56 doser)   4,47 11,19
Testosteron Testavan
The Simple Pharma
Transdermal gel  20 mg/g 85,5 g (56 doser)   4,32 10,79
Testosteron Testavan
The Simple Pharma
Transdermal gel  20 mg/g 85,5 g (56 doser)   4,34 10,86
Testosteron Testavan
The Simple Pharma
Transdermal gel  20 mg/g 85,5 g (56 doser)   4,48 11,20
Testosteron Testogel®
Besins
Transdermal gel  16,2 mg/g 88 g   5,13 15,84
Testosteron Testogel®
Besins
Transdermal gel  50 mg/dosis 30 stk.   15,05 15,05
Testosteron Testogel®
Besins
Transdermal gel  50 mg/dosis 30 stk.   15,08 15,08
Testosteronundecanoat Testonur
EQL Pharma
injektionsvæske, opl.  1000 mg/4 ml 4 ml   248,26 17,87
Testosteronundecanoat Testosteron "Medical Valley"
Medical Valley
injektionsvæske, opl.  1000 mg/4 ml 4 ml   89,94 6,48
Testosteronundecanoat Testosterone "Teva"
TEVA
injektionsvæske, opl.  1000 mg/4 ml 4 ml   78,30 5,64
Testosteron Tostran
Abcur
gel  2 % 60 g   4,49 11,21
Testosteron Tostran
Abcur
gel  20 mg/g 60 g   4,48 11,21
Testosteron Tostran
Abcur
gel  20 mg/g 60 g   4,52 11,29
Testosteron Tostran
Abcur
gel  20 mg/g 60 g   4,51 11,27
Testosteronundecanoat Tozaron
Orifarm Healthcare
injektionsvæske, opl.  1000 mg/4 ml 4 ml   83,75 6,03

Referencer

2860. Dansk Endokrinologisk Selskab. Testosteronmangel hos mænd - NBV. endocrinology.dk. 2023, https://endocrinology.dk/nbv/gonadelidelser/mandlig-testosteronmangel/#:~:text=Mandlig%20testosteronmangel%20defineres%20som%20en%20tilstand%20med%20symptomer (Lokaliseret 4. november 2024)

 

2859. Lawaetz J, Hagen CP, Mieritz MG et al. Evaluation of 451 Danish boys with delayed puberty: Diagnostic use of a new puberty nomogram and effects of oral testosterone therapy. J Clin Endocrinol Metab. 2015; 100(4):1376-85, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/25594861 (Lokaliseret 4. maj 2023)

 

2547. Bang AK, Jørgensen N, Rajpert-DeMeyts E et al. UGT2B17 genotype and the pharmacokinetic profile of testosterone during substitution therapy with testosterone undecanoate. A retrospective experience from 207 men with hypogonadism. Front Endocrinol. 2013; 29;4:94, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/23908645 (Lokaliseret 2. maj 2023)

 
 
 
Gå til toppen af siden...