Sundhedsstyrelsen har i vejledning til landets læger sat begrænsninger for brugen af fluorquinoloner 

(se Sundhedsstyrelsen (Vejledning om ordination af antibiotika, 2012)). 

Fluorquinoloner bør kun anvendes i forbindelse med mikrobiologisk diagnostik, der viser, at andre midler ikke kan anvendes, eller hvor fluorquinoloners farmakologiske egenskaber er specielt egnede, og/eller hvor patienten er allergisk over for penicilliner. 

Ciprofloxacin var tidligere standardbehandling til Salmonella infektioner, men pga. resistensudvikling tilrådes altid forudgående dyrkning og resistensbestemmelse. Ciprofloxacin bør ikke anvendes ved påvist Campylobacter infektion grundet høj resistensforekomst og tendens til resistensudvikling under behandling. 

Raske bærere af Salmonella og Neisseria meningitidis kan eventuelt saneres med disse stoffer. Er også indiceret ved alvorlige infektioner forårsaget af Enterobacterales, der ikke kan behandles med et penicillin eller cefalosporin. Bemærk dog som omtalt under resistensforhold, at resistensniveauet over for fluoquinolonerne er betydelig (for aktuel resistensforekomst se aktuel DANMAP rapport, www.danmap.org).  

Til behandling af infektioner forårsaget af Pseudomonas aeruginosa er ciprofloxacin det bedst egnede fluorquinolon, men levofloxacin er oftest også følsomt. Ved alvorlige infektioner med Pseudomonas aeruginosa anbefales kombination med et aminoglykosid og/eller et β-lactamantibiotikum som første valg. 

Ciprofloxacin må ikke anvendes alene som førstevalgspræparat ved luftvejsinfektioner pga. den ringe effekt over for pneumokokker og hæmolytiske streptokokker. Ved svær livstruende pneumoni med ukendt ætiologi anbefales en kombination af penicillin og clarithromycin som initialbehandling, se Vejledning i brug af antibiotika. 

Moxifloxacin anvendes primært til behandling af samfundserhvervet pneumoni og andre nedre luftvejsinfektioner. Pga. risiko for alvorlig levertoksicitet anbefaler European Medicines Agency (EMA), at brugen af oral moxifloxacin begrænses mest muligt og kun anvendes, når andre antibiotika ikke kan bruges eller ikke virker. 

Moxifloxacin kan være et alternativ til et makrolid eller ciprofloxacin ved behandling af penicillinallergiske patienter eller ved behandling af pneumoni forårsaget af Chlamydia pneumoniae, Mycoplasma pneumoniae eller Legionella spp. Kun ca. 20 % af dosis udskilles uomdannet gennem nyrerne, og i modsætning til de øvrige fluorquinoloner er moxifloxacin derfor ikke egnet til behandling af urinvejsinfektioner. 

* GFR < 20 ml/min. 

Der henvises til de enkelte præparatbeskrivelser for yderligere information vedr. brug ved nedsat lever og/eller nyrefunktion. 

• Alle:
  • Allergi over for quinoloner.
  • Bør generelt ikke anvendes til patienter, som har haft senesygdomme relateret til behandling med quinoloner.
  • Vedr. nedsat lever- og/eller nyrefunktion, se ovenfor.
• Ciprofloxacin:
  • Samtidig behandling med tizanidin.
  • Ved behandling af ikke fuldt udvoksede forsøgsdyr med ciprofloxacin er der set beskadigelse af ledbrusken. Ciprofloxacin bør derfor indtil videre ikke anvendes til behandling af børn i voksealderen. Dog kan det gives til børn som engangsdosis til profylakse mod meningokoksygdom og til børn over 5 år med akut forværring af cystisk fibrose forårsaget af Pseudomonas aeruginosa.
• Levofloxacin:
  • Epilepsi.
  • Myasthenia gravis.
• Moxifloxacin:
  • Ved behandling af ikke fuldt udvoksede forsøgsdyr med moxifloxacin er der set beskadigelse af ledbrusken. Moxifloxacin bør derfor indtil videre ikke anvendes til behandling af børn og unge i voksealderen.
  • Forlænget QT-interval eller samtidig behandling med lægemidler, der forlænger QT-interval
  • Klinisk betydende bradykardi, svær hjerteinsufficiens og hypokaliæmi.

Ciprofloxacin: Må kun anvendes under visse forudsætninger. 

Levofloxacin: Må ikke anvendes. 

Moxifloxacin: Må ikke anvendes. 

Ciprofloxacin: Kan om nødvendigt anvendes.  

Levofloxacin: Må ikke anvendes.
Moxifloxacin: Bør ikke anvendes, utilstrækkelige data. 

Se Antibiotika virkemåde og resistens .  

Mikrobiologisk virkningsspektrum
Ved resistensbestemmelse af gramnegative bakterier anvender de fleste laboratorier ciprofloxacin, da der er krydsresistens mellem alle fluorquinoloner. Til grampositive bakterier anvendes også levofloxacin og moxifloxacin.  

Følgende bakterier er følsomme for ciprofloxacin: Enterobacterales, Haemophilus spp., Bordetella spp., Neisseria spp., Legionella spp., Moraxella spp. og Aeromonas spp. 

Specielt ciprofloxacin er aktivt over for Pseudomonas spp., Acinetobacter calcoaceticus og de fleste Mycobacteriaceae. For Staphylococcus aureus, Staphylococcus epidermidis, Streptococcus pneumoniae og andre streptokokker gælder, at MIC ligger meget tæt på den opnåelige koncentration, og derfor er der risiko for behandlingssvigt.  

Chlamydia trachomatis er følsom over for fluorquinoloner, men behandlingssvigt er beskrevet for ciprofloxacin.  

Levofloxacin har aktivitet mod gram-positive organismer (fx Streptococcus pneumoniae, hæmolytiske Streptokokker, Staphylococcus aureus, nogle stammer af koagulase-negative stafylokokker) og reduceret, men stadig tilstrækkelig aktivitet, mod aerobe enterobacterier og P. aeruginosa. Levofloxacin er også aktivt mod de fleste almindelige luftvejs patogener, herunder Streptococcus pneumoniae, Haemophilus influenzae, Moraxella catarrhalis og intracellulære eller cellevægsmangelfulde bakterier som Legionella spp., Mycoplasma spp. og Chlamydia pneumoniae.  

Moxifloxacin adskiller sig fra de øvrige fluorquinoloner ved at have højere aktivitet over for såvel grampositive som anaerobe bakterier. Selvom aktiviteten over for Enterobacterales er relativt mindre, så er de fleste følsomme. Pseudomonas species er resistente.  

Mycoplasma pneumoniae er følsom for moxifloxacin og levofloxacin, men ikke for ciprofloxacin.  

Mycobacterium tuberculosis er følsom for moxifloxacin.  

Resistensforhold 

Der er i de senere år set en markant stigning i quinolon-resistens hos E. coli og Klebsiella spp., hvilket hænger sammen med forbrug af disse antibiotika.  

Ca. 70 % af ESBL-producerende E. coli og Klebsiella spp. er også quinolonresistente. Se Antibiotika virkemåde og resistens .  

Campylobacter infektioner erhvervet i Danmark er quinolonresistente i ca. 40 % af tilfældene, primært betinget af importeret inficeret fjerkræ. Blandt rejseerhvervede tilfælde er > 80 % quinolonresistente. Se Danmap .  

Fælles for fluorquinolonerne er, at de absorberes godt efter oral indgift.  

Se endvidere tabel 1 i Effekt i relation til farmakokinetik og farmakodynamik og de enkelte præparater.