Midler mod tremor
C07AA
Tremor = Ufrivillige rytmiske oscillationer i en kropsdel.
Hviletremor optræder i fuldt afslappede kropsdele.
Ved parkinsonisme som regel med en frekvens på 3-5 Hz. Ved Parkinson sygdom aftager eller forsvinder hviletremoren typisk ved bevægelse og forværres i stressede situationer. Hviletremor kan også ses ved dyston tremor, avanceret essentiel tremor og Holmes tremor.
Aktionstremor kan inddeles i:
- Postural tremor optræder ved fastholdelse af stilling imod tyngdekraften.
agttages fx på de fremrakte hænder, og kan ses som en patologisk øget fysiologisk tremor og ved Parkinsons sygdom samt essentiel og dyston tremor. Ses også ved thyreotoxicose, abstinens (alkohol), ved toksisk påvirkning af kviksølv og bly og af medikamenter, fx lithium, valproat, cykliske antidepressiva, steroider og sympatikomimetika samt nicotin.
- Kinetisk tremor forekommer ved voluntære bevægelser. Simpel kinetisk tremor ses f.eks. når pt. vinker med hånden, og tremor er uændret under hele bevægelsen. Karakterisk ved intensionstremor er en forværring af tremoramplituden tæt på målepunktet som terminal tremor, f.eks ved finger-næse-forsøg.
Optræder ved essentiel tremor, ved cerebellare sygdomme og intoksikationer (fx phenytoin og alkohol). Task specifik kinetisk tremor optræder kun ved bestemte opgaver, f.eks. skrivning.
- Essentiel tremor (ET) er den hyppigste tremor-sygdom og er en 4-12 Hz postural og/eller kinetisk tremor. Overvejende symmetrisk tremor af hænderne, evt. i kombination med postural tremor capitis og stemmebåndstremor. ET ses hos 5-6 % af befolkningen over 40 år og er ofte autosomal dominant arvelig, genmutationen kendes dog ikke. ET kan være progredierende og invaliderende. Karakteristisk for ET er dæmpende effekt af alkohol.
- Dyston tremor kan forekomme isoleret, men ses ofte med anden dystoni, f.eks cervical dystoni. Dyston tremor vil typisk være irregulær og asymmetrisk, kan forekomme i hvile, og kan være afhængig af bevægelsens retning. Symptomer kan være variable og kan midlertidigt bedres af sensoriske tricks. Ved isoleret dyston tremor findes ikke velegnet litteratur til afdækning af behandlingseffekter. Man kan behandle som ved generaliseret dystoni eller man kan søge at behandle tremor som ved essentiel tremor.
Se i øvrigt også bevægeforstyrrelser.
Behandlingsvejledning

Behandling af essentiel tremor
Propranolol
Essentiel tremor behandles mest effektivt med non-selektiv β-receptorblokering med propranolol, som kan virke dæmpende på både postural- og kinetisk tremor.
Begyndelsesdosis er 30-60 om dagen i 2 eller 3 doser. Fuld effekt ses ofte først efter et par dage. En gradvis dosisøgning op til 360 mg fordelt på 3 doser kan forsøges under kontrol af BT. Hvis generne er overvejende situationsbetingede, kan propranolol tages efter behov fx 1 time før effekt ønskes. Andre non-selektive og β-1-selektive blokkere har også vist effekt, herunder metoprolol, og kan evt. og med forsigtighed anvendes, hvis patienten har astma.
Primidon
Hvis propranolol giver utilstrækkelig effekt eller er kontraindiceret, er alternativet behandling med primidon (ikke-registreret indikation). Der startes med 25 mg eller 50 mg til natten i 1 uge, herefter langsom dosisøgning til 500 mg dagligt. Dosis gives til natten eller 1/3 dosis om morgen, 2/3 til natten. Kombinations behandling med propranolol og primidon kan forsøges.
Topiramat
Topiramat (ikke-registreret indikation). Start 25 mg x 1 dagligt stigende med 25 mg ugentlig til max dosis 200 x 2. Effekt opnås først ved daglige doser > 200 mg. Ofte vil bivirkninger eller patient specifikke hensyn afgøre valg af præparat og dosis. Se topiramat (epilepsi).
Gabapentin
Gabapentin (ikke-registreretindikation) med start på 300 mg dagligt med langsom optrapning til 1200- 2400 mg fordelt på 3 daglige doser.
Clozapin
I invaliderende tilfælde kan anvendes clozapin (ikke-registreret indikation) 12,5-50 mg dagligt. På grund af risiko for alvorlige bivirkninger (fx agranulocytose) skal behandlingen kontrolleres med hyppige blodprøver og EKG, se præparat beskrivelse af clozapin.
Vedr. behandling af Parkinsons sygdom, se Parkinsons sygdom.
Præparatvalg

Propranolol er 1. valg ved essentiel tremor, og ved utilstrækkelig effekt er 2. valg primidon og 3. valg er topiramat. Kan kombineres.
Parkinson hviletremor behandles med dopaminerge medikamenter som 1. valg, evt. antikolinergika.
Ved medicinsk behandlingsrefraktær essentiel- og parkinson tremor kan patienten henvises til specialafdeling med stillingtagen til såkaldt Deep Brain Stimulation (DBS) eller MR vejledt Fokuseret Ultralyd (MRgFUS).
Præparater

Indholdsstof | Navn og firma | Dispform og styrke | Pakning | Pris enh. | Pris DDD |
---|---|---|---|---|---|
Propranolol | Propal® Retard Sandoz
|
hårde depotkapsler 80 mg | 100 stk. | ||
Propranolol | Propal® Retard Sandoz
|
hårde depotkapsler 160 mg | 100 stk. (blister) | 6,05 | 6,05 |
Propranolol | Propranolol "EQL Pharma" Orifarm Healthcare
|
filmovertrukne tabletter 10 mg | 250 stk. | 1,45 | 23,16 |
Propranolol | Propranolol "EQL Pharma" Orifarm Healthcare
|
filmovertrukne tabletter 40 mg | 100 stk. | 2,11 | 8,45 |
Propranolol | Propranolol "EQL Pharma" Orifarm Healthcare
|
filmovertrukne tabletter 40 mg | 250 stk. | 2,15 | 8,59 |
Propranolol | Propranolol Retard "Nordic Prime" Parallelimport
|
hårde depotkapsler 80 mg | 30 stk. (blister) | 9,36 | 18,72 |
Propranolol | Propranolol Retard "Nordic Prime" Parallelimport
|
hårde depotkapsler 80 mg | 100 stk. (blister) | 6,05 | 12,09 |
Referencer

4964. Ferreira JJ, Mestre TA, Lyons KE et al. MDS evidence -based review of treatments for essential tremor. Mov Disord. 2019; 34(7):950-8, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/31046186 (Lokaliseret 18. oktober 2023)
6578. Fasano A, Bove F, Lang AE et al. The treatment of dystonic tremor: a systematic review. J Neurol Neurosurg Psychiatry. 2014; 85(7):759-69, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/24167042/ (Lokaliseret 17. juni 2025)
4965. Zappia M, Albanese A, Bruno E et al. Treatment of essential tremor: a systematic review of evidence and recommendations from the Italian Movement Disorders association. J Neurol. 2013; 260(3):714-40, https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22886006 (Lokaliseret 18. oktober 2023)
2488. Zesiewicz TA, Elble RJ, Louis ED et al. Evidence-based guideline update: treatment of essential tremor: report of the Quality Standards subcommittee of the American Academy of Neurology. Neurology. 2011; 77(19):1752-5, http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/22013182 (Lokaliseret 27. april 2023)
