J
Infektionssygdomme, systemiske midler
COVID-19
|
Smitte |
SARS-CoV-2 smitter via dråbesmitte og kontaktsmitte. Inkubationstiden for COVID-19 er gennemsnitlig 5-6 dage, men op til 14 dage. Selv symptomfrie personer kan smitte med SARS-CoV-2, og smitterisikoen er størst i de tidlige faser af infektionen.
|
Diagnostik |
Diagnosen stilles ved PCR-test på luftvejssekret, denne findes også som POC-test.
En positiv PCR-test er nødvendig for at begynde behandling.
Der foreligger desuden antigentest, der også kan bruges i hjemmet.
Antistof-målinger mod nukleocapsid vil kunne identificere en tidligere infektion; mens måling af antistoffer mod spike-proteinet, som indikerer enten vaccination eller tidligere infektion, kan give en begrænset information om den aktuelle beskyttelse.
|
Sygdomsforløb |
Det kliniske forløb varierer fra asymptomatiske/milde symptomer til svær lungebetændelse, multiorganssvigt og død. Heldigvis er de fleste (90 %) symptomfri eller har et mildt forløb, hvor de hyppigste symptomer er feber, tør hoste og træthed. Sjældnere symptomer er ondt i halsen, hovedpine, muskelsmerter, diarré, øjenbetændelse samt tab af lugte- og smagssans. Nogle vil efter 7-10 dage udvikle symptomer på lungebetændelse med vejtrækningsbesvær eller åndenød og smerter eller trykkende fornemmelse i brystet og iltbehov. Få vil udvikle svær COVID-19 med respirationsvigt/ARDS med behov for respiratorbehandling, sepsis, multiorgansvigt og død.
I 2025 er forløbet af infektionen helt overvejende godartet. Dette skyldes den høje vaccinationsdækning blandt ældre, i kombination med immunitet efter tidligere COVID-19 infektion samt de cirkulerende varianter, der godt nok er meget smitsomme, men kun undtagelsesvis forårsager en alvorlig sygdom. Til definition af højrisikopatienter i denne behandlingsvejledning skeles til rapporter om COVID-19 i Danmark. Det er i 2025 - modsat tidligere - kun patienter i højrisiko der skal have antiviral behandling. Disse patienter vil oftest have en tilknytning til en specialiseret afdeling.
Højrisikopatient (Svær immunsuppression):
- Hæmatologiske patienter med særlig høj risiko. Listen er vejledende:
- Autolog/allogen haematopoietisk stamcelletransplantation
- Malignt lymfom i aktiv behandling
- CLL i aktiv behandling
- Myelomatose i aktiv behandling
- MDS og akut leukæmi
- Malign B-celle sygdom med anti-CD20-antistofbehandling behandling indenfor 12 mdr
- Myelofibrose i behandling med JAK-hæmmer.
- Solid organtransplantation og alder ≥ 65 år.
- I særlige tilfælde til patient med anden svær immunsuppression efter individuel vurdering.
Behandlingsvejledning
Behandling af COVID-19 kan opdeles i den antivirale behandling og den antiinflammatoriske. Den antivirale behandling består af lægemidler, der angriber den virale replikation og administreres som tabletter eller intravenøst.
De antivirale lægemidler har størst effekt, hvis de gives tidligt i infektionens forløb, før patienten er indlæggelseskrævende. Trods mange kliniske studier er det kun remdesivir, der har vist sig (moderat) effektivt hos indlagte (der ikke ligger på intensiv). Der er i 2025 ingen mAb med effekt på de cirkulerende varianter.
Hvis indlagte patienter bliver ilt-krævende, kan de behandles med antiinflammatoriske lægemidler - i første omgang med dexametason, og hvis de trods denne behandling progredierer, kan der suppleres med IL-6-hæmmeren tocilizumab eller JAK-hæmmeren baricitinib.
Virus findes i forskellige varianter, der udvikles drevet af det immunologiske tryk.
Varianterne har betydning for effekten af vacciner og monoclonale antistoffer, derimod er der ikke med sikkerhed påvist forskelle i effekten af de antivirale lægemidler. Derudover har de forskellige varianter forskelligt spredningspotentiale og forskellig patogenesitet. I 2025 dominerer efterkommere af omikron-varianten med undervarianter, som spreder sig hurtigere end tidligere varianter; men som synes at give et mildere klinisk forløb. Hvilket giver et højere number needed to treat, end hvad der er observeret i de kliniske studier, der oftest er lavet i perioder med mere sygdomsfremkaldende varianter.
Tidligt i sygdomsforløbet, før patienten bliver indlæggelseskrævende, kan behandling med antivirale stoffer mildne sygdomsforløbet. Risikoen for indlæggelse eller død kan mindskes ved tabletbehandling med nirmatrelvir/ritonavir, der nedsætter den relative risiko med 88 % og den absolutte med 5,5 % (5730), ligesom remdesivir givet intravenøst 3 dage i træk nedsætter indlæggelsesrisikoen med 87 % og en absolut risikoreduktion på 4,6 % (5586). Af disse lægemidler er nirmatrelvir/ritonavir det foretrukne præparat til risikogrupperne jfr. ovenfor. Da disse patienter ofte er ældre multimorbide, er der dog stor risiko for interaktion, hvilket kan føre til at præparatet fravælges.
Referencer
5730. Hammond J, Leister-Tebbe H, Gardner A et al. Oral Nirmatrelvir for High-Risk, Nonhospitalized Adults with Covid-19. N Engl J Med. 2022; 386(15):1397-1408, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/35172054/ (Lokaliseret 26. oktober 2023)
5586. Gottlieb RL, Vaca CE, Paredes R et al. Early Remdesivir to Prevent Progression to Severe Covid-19 in Outpatients. N Engl J Med. 2021, https://pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/34937145/ (Lokaliseret 23. oktober 2023)
