Den biomedicinske versus den bio-psyko-sociale sygdomsmodel

En konceptuel sygdomsmodel kan beskrives som en ramme til forståelse af sygdom, baseret på en række teoretiske ideer som desuden guider, hvordan forskning i sygdom praktiseres.  

Den biomedicinske (BM) sygdomsmodel opstod i det nittende århundrede i kølvandet på de tekniske fremskridt, der gjorde det muligt at forske i patofysiologiske forandringer som mulige forklaringer på en række kendte sygdomme. Ud fra den BM-model antages der at være en forudsigelig og universel sammenhæng mellem biologiske afvigelser og symptomer hos de ramte individer, hvorimod modellen ikke tager højde for personlige faktorers betydning for, hvordan sygdom kommer til udtryk. Den BM-model har været dominerende i den vestlige verden de seneste to århundreder, og er det stadig i dag på trods af de åbenlyse begrænsninger modellen har ⁽⁶⁰³⁰⁾.  

Fra midten af det tyvende århundrede begyndte en mere systemisk tankegang at vinde indpas, og flere forskere foreslog, at biologiske systemer aldrig fungerer isoleret, men altid er påvirket af omgivelserne. I forlængelse af denne debat foreslog George Engel i 1977 den bio-psyko-sociale (BPS) model som erstatning for den BM-model. Engel bruger begrebet ”illness model” frem for ”disease model”, en sproglig sondring som ikke findes på dansk, men som illustrerer en meget bredere forståelse for sygdom end i den BM-model. I modellen antages det, at sundhed afhænger af graden af både intra- og inter-systemisk harmoni, som kan forstyrres på mange forskellige niveauer, fx på celle-, organ-, individ- eller samfundsniveau. I den BPS-model fokuseres på individets oplevelse af sygdom, hvorved modellen rummer, at personer med målbare patofysiologiske afvigelser måske ikke føler sig syge, hvorimod andre personer ikke føler sig raske på trods af, at der ikke kan påvises biologiske forandringer. Det afgørende bliver derfor, hvorvidt en person søger behandling i sundhedssystemet og derved påtager sig sygerollen. Ifølge den BPS-model må lægen/behandleren, ud over udredning for patofysiologiske eller biologiske afvigelser, også interessere sig for den dysfori eller dysfunktion, som har ført patienten til læge/behandler, samt være interesseret i hvilke psykologiske eller sociale faktorer der kan have spillet ind på patientens sygdomsopfattelse ^{(6031) (6032)}. 

Hvad er smerter?

Den internationalt anerkendte definition på smerter er:  

Ud fra smertedefinitionen er smerte altså en ubehagelig oplevelse, som både har en sensorisk og en emotionel komponent, og som desuden kan være til stede på trods af manglende vævsskade. Smerte er altså et yderst komplekst fænomen, som ikke kan rummes af en BM-forståelses model. Denne kompleksitet kan derimod fint rummes af den BPS-model. Smertesystemet kan overordet beskrives som en række af forskellige neurobiologiske processer, herunder:  

1. aktivering af perifere sensoriske nervefibre
2. transmission til cortex
3. modulation på medulært og/eller cortikalt niveau og
4. tolkning og bevidstgørelse ⁽⁶⁰³³⁾.

Disse processer er dog ikke hierarkiske, og smerte kan fx også induceres uden aktivering af perifere nerveimpulser.  

Især ved akutte smerter vil der typisk være tale om aktivering af perifere nociceptive nervefibre, men perifer eller central sensibilisering kan medføre, at andre typer af sensoriske nervefibre også kan transmittere smertesignaler. Signalerne sendes via rygmarven både til sensomotorisk cortex og til kortikale områder, som er involveret i emotionel regulering og kognitiv evaluering. Den sensoriske komponent af smerten (smertesensationen) omfatter smertens lokalisation, intensitet og karakter. Den emotionelle komponent (lidelsen) omfatter både en kognitiv evaluering (fare), et autonomt respons (øget arousal) og et emotionelt ubehag (frygt). Signalerne bliver moduleret på medullært og/eller kortikalt niveau, hvor de kan dæmpes eller forstærkes. Endelig bearbejdes og tolkes alle disse informationer i netværk i hjernen (salience/filter netværk), hvorved de bevidstgøres og integreres til en smerteoplevelse ⁽⁶⁰³³⁾. 

Set fra et evolutionært perspektiv har smertesystemet en vigtig funktion i forhold til at sikre vores overlevelse. Især akutte smerter har en oplagt adaptiv funktion, idet nociceptive signaler fra skadet eller nærved skadet væv sikrer et tilpasningsrespons, som forebygger yderligere skade og sikrer optimale betingelser for heling. Smertesystemet skal dog ikke blot beskytte os her og nu, men har også til opgave at forebygge fremtidige skader. Tidligere erfaringer med smerter eller socialt tillærte erfaringer kan derfor medføre, at smertesystemet bliver mere sensitivt. Dette fænomen kaldes populært ”røgalarms princippet”. Evolutionært set opvejes ulempen ved mange evt. falske alarmer af fordelen ved at registrere en regulær fare rettidigt ⁽⁶⁰³⁴⁾.  

Når en person oplever smerter, vil det føre til et adfærdsmæssigt respons, som er formet af mange faktorer, herunder personens tolkning af smerternes betydning, generelle overbevisninger om smerter, kognitive faktorer (fx katastrofetanker) og emotionelle faktorer (fx negativ affekt). Denne adfærd vil yderligere kunne forstærkes af sociale faktorer (fx adgang til social støtte) eller miljømæssige faktorer (fx konsekvenser af adfærden). Smerteadfærd er derfor ikke altid adaptiv, og kan som konsekvens af alle de ovenfor nævnte faktorer blive dysfunktionel i stedet. Dysfunktionel smerteadfærd kan ved langvarige smertetilstande medføre et funktionstab, der kan stå i væsentlig kontrast til de rent fysiske forandringer ⁽⁶⁰³⁵⁾. Dette understreger igen, hvorfor vi kommer til kort med den BM-model, når det gælder smerter. 

Forståelse af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv  

Udover at smerter altid har en kognitiv/emotionel komponent og er ledsaget af smerteadfærd, påvirker forskellige kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer smerteoplevelsen i en positiv eller negativ retning (tabel 1). De vigtigste af disse faktorer beskrives kort i det følgende.  

Tabel 1. Eksempler på kognitive, emotionelle, adfærdsmæssige og sociale faktorer der påvirker smerteoplevelsen og funktionsniveauet 

* se beskrivelse under afsnit om avoidance-endurance modellen 

Emotionelle og kognitive faktorers betydning

Smertens primære emotionelle komponent er frygt, som er med til at aktivere et stress respons, der skal gøre os parat til handling (kamp/flugt) i tilfælde af fare. For at der kan foregå en hurtig og effektiv tolkning af, om smerter repræsenterer en trussel, foretager hjernen en automatisk kognitiv evaluering på baggrund af tillærte erfaringer, overbevisninger og forventninger. En person med negative erfaringer kan have en tillært overbevisning om, at smerter betyder, at der er noget alvorligt galt, hvorimod en anden person med positive erfaringer i stedet kan have en tillært overbevisning om, at smerter er en nødvendig konsekvens af livet. Tillærte overbevisninger vil påvirke disse personers adfærd, som kan variere fra ”jeg må passe meget på mig selv”, til ”det skal trænes væk”. Det betyder, at den præcist samme fysiske skade kan give anledning til meget forskellig tolkning og adfærd fra person til person afhængigt af den kognitive evaluering ⁽⁶⁰³⁵⁾. 

Frygt er som regel et kortere varende respons på smerter, men kan afløses af en mere vedvarende bekymring, som øger opmærksomheden på smerterne og dermed kan forstærke dem. En af de mest velkendte og velundersøgte fænomener, som kan forstærke smerteoplevelsen og medføre et dysfunktionelt adfærdsmæssigt respons, er smerte katastrofering (pain catastrophizing) ⁽⁶⁰³⁶⁾. Smerte katastrofering er defineret som et negativt tankemønster, som aktiveres i forbindelse med smerte eller truende smerte.  

Kerne symptomerne er:  

1. magnifikation
2. rumination og
3. oplevelse af hjælpeløshed.

En person med dette tankemønster, vil have øget negativ opmærksomhed rettet mod smerter og vil have tendens til at tolke relativt neutrale signaler som katastrofale. Smerte katastrofering er associeret med en dårlig prognose for at få et positivt resultat efter kirurgi, og med en øget risiko for at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter ^{(6035) (6036)}. Der er udviklet spørgeskemaer til at identificere smerte katastrofering, som også er oversat til dansk ⁽⁶⁰³⁷⁾. 

Som konsekvens af negative overbevisninger, katastrofetanker og/eller dysfunktionel smerteadfærd er langvarige smerter ofte ledsaget af negative affekter som fx håbløshed, frustration, angst m.m. Hos personer, som i forvejen har en psykisk lidelse præget af negativ affekt (angst, depression), kan smerteoplevelsen forstærkes og øge risikoen for, at akutte smerter udvikles til kroniske smerter. Der ser ud til at være en særlig stærk sammenhæng mellem forekomsten af PTSD og øget risiko for udvikling af langvarige smerter og smerterelateret funktionsnedsættelse. Det er derfor vigtigt at kunne vurdere om en patient, som søger behandling for smerter, har depression, angst eller PTSD, idet relevant behandling heraf potentielt kan forbedre prognosen for behandlingen af smerterne ^{(6035) (6036)}. 

Smerteadfærd

Den adfærd, en person udviser som følge af smerter, vil ofte være konsekvensen af, både hvordan den specifikke smerte tolkes og mere generelle overbevisninger om smerter, som er tillært via egne eller pårørendes erfaringer. Adfærd vil typisk blive forstærket, hvis den har en umiddelbar positiv effekt, som fx færre smerter eller oplevelse af øget social støtte. Ved langvarige smertetilstande kan der opstå det problem at adfærd, der var hensigtsmæssig i den akutte fase (fx aflastning og medicin), kan blive dysfunktionel på længere sigt. Her er det afgørende, at personen har adgang til fleksible (adaptive) strategier. Den mest velbeskrevne model, til forståelse for hvordan en dysfunktionel strategi kan øge risikoen for, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter, er fear-avoidance modellen.  

Modellen beskriver, hvordan emotionelle og kognitive faktorer (frygt, angst, katastrofering) kan føre til undgåelse af aktiviteter, der udløser eller forventes at udløse smerter med fysisk dekonditionering til følge, som via en tillært forstærkning medfører øgede smerter og progredierende funktionstab.  

Senere er modellen udvidet til avoidance-endurance modellen, hvor overaktivitet (endurance) beskrives som en anden dysfunktionel strategi. Med overaktivitet menes, at aktiviteter udføres trods smerteøgning, og at patienten undgår at restituere på grund af angst for at være syg. Undgåelsesmønstret er vist at være associeret med øget smerteniveau, dårligere psykisk helbred og højre grad af funktionsbegrænsning. Patienter med overaktivitetsmønster klarer sig dårligere end patienter med et fleksibelt adaptivt mønster, men klarer sig generelt bedre end patienter med undgåelsesmønsteret ^{(6038) (6039) (6040)}. 

Figur 1. Undgåelse versus overaktivitet. Adapteret efter avoidance-endurance modellen 

Andre faktorer

Social støtte  

Social støtte er defineret som oplevelsen af at være holdt af og have adgang til omsorg fra andre. Mange studier peger på, at god social støtte kan påvirke smerteoplevelsen direkte (fx øget tolerance overfor eksperimentel smerte) eller indirekte (fx via øget stress tolerance) ⁽⁶⁰⁴¹⁾. Der er dog også studier, der peger på, at visse typer af omsorg kan have en negativ effekt, dette gælder særligt hvis de pårørende som en del af omsorgen overtager funktioner for patienten, i stedet for at patienten får støtte til at kunne mestre disse selv. Hos patienter der lever i et parforhold, er både smerteoplevelsen og evnen til egen mestring vist at kunne påvirkes negativt af psykologiske forhold hos partneren. Dette er blandt andet vist for smerte patienter med en partner, der har et utrygt tilknytningsmønster eller som har depressive symptomer ^{(6036) (6041)}. 

Tilknytningsmønster 

Mange studier peger på, at et utrygt tilknytningsmønster er associeret med øget smertefølsomhed (fx ved eksperimentelt påført smerte) og med forekomsten af kroniske smerter ⁽⁶⁰⁴²⁾. Tilknytningsmønstre udvikles i den tidligere barndom afhængigt af de primære omsorgsgiveres evner til at støtte barnets emotionelle regulering. Hvis barnet får optimal emotionel omsorg, udvikles et trygt tilknytningsmønster. Et utrygt tilknytningsmønster opstår, hvis barnet enten lærer at overregulere (undgående mønster) eller underregulere (ængsteligt mønster) sine følelser. Nogle udvikler en blanding af de to mønstre (ængsteligt-undgående). Disse tilknytningsmønstre er relativt stabile gennem livet og aktiveres, når en person udsættes for indre trusler (fx smerter) eller ydre trusler (fx økonomisk usikkerhed). Et utrygt tilknytningsmønster kan medføre en manglende tillid til egne mestringsevner, men kan også betyde utryghed i forhold til den sociale støtte. Begge dele kan påvirke både smerter og adfærd. Meget tyder desuden på, at patienter med et utrygt tilknytningsmønster oplever større afhængighed (ængsteligt mønster) eller nedsat tillid (undgående mønster) til behandlere, hvilket øger risikoen for dårligere behandlingseffekt ^{(6042) (6043)}. 

Traumatiske livsbegivenheder 

Mange studier har påvist, at der er en stærk association mellem kroniske smerter og forekomsten af traumatiske livsbegivenheder i barndommen ⁽⁶⁰³⁶⁾. Dette gælder både fysiske traumer (fx sygdom, ulykker, kirurgi, indlæggelser, smertefulde procedurer mm.) og psykiske traumer (fx adskillelse fra forældre, tab af forældre, skilsmisse, omsorgssvigt, overgreb mm). Fysiske eller psykiske traumer senere i livet øger også risikoen for udviklingen af kroniske smerter ⁽⁶⁰³⁶⁾. 

3P-modellen

Engel’s bio-psyko-sociale sygdomsmodel tilbyder en overordnet beskrivelse af, at biologiske og psykosociale faktorer spiller sammen, når et individ oplever at være syg eller at have et behandlingsbehov. Nyere konceptuelle modeller er siden udviklet, hvor det i højere grad beskrives, hvordan disse faktorer påvirker udvikling og vedligeholdelse af sygdom. I 3P-modellen, som oprindeligt blev udviklet som en model til forståelse af insomni, konceptualiseres hvordan biologiske, psykologiske og sociale faktorer kan fungere både som prædisponerende (Predisposing), udløsende (Precipitating) eller vedligeholdende (Perpetuating) faktorer, samt hvordan disse faktorer kan have en kumulativ effekt, i forhold til risikoen for kronificering ⁽⁶⁰⁴⁴⁾. 

Figur 2. Prædisponerende, udløsende og vedligeholdende faktorer for udvikling af kroniske smerter. Adapteret efter 3P-modellen 

Modellen er også konceptualiseret i forhold til at forstå kroniske smertetilstande, hvor niveauet af symptomer og graden af nedsat funktionsniveau ofte står i kontrast til de objektive fund. I modellen peges på, at behandling kan ske ved at forsøge at påvirke de bio-psyko-sociale faktorer, som ser ud til at vedligeholde smerterne ⁽⁶⁰⁴⁵⁾. 

Behandling af smerter i et bio-psyko-socialt perspektiv

Information og betydningen af ord  

Når en patient søger behandling pga. nytilkomne smerter, sker det oftest, fordi han/hun opfatter smertesignalerne som et tegn på fare og har brug for hjælp til at få afklaret, om der er noget alvorligt galt. At blive grundigt undersøgt og få afkræftet at smerterne repræsenterer en trussel, vil derfor have en direkte effekt på den emotionelle komponent af smerten (frygt), hvorved smerten typisk vil opleves lettere at håndtere. Det vil desuden være hjælpsomt for mange at få en prognose for, hvor længe smerterne forventes at vare, og nogle råd om hvordan tilstanden kan håndteres bedst muligt. De fleste lettere skader som fx forstuvninger forventes at vare et par uger. Tidligere har anbefalingerne været aflastning til smertefrihed (RICE princippet), men de nyeste anbefalinger er, at skadet væv ikke skal overbeskyttes, men derimod bør udsættes for så meget belastning som muligt, uden at der sker yderligere skade (POLICE princippet).  

Når en patient søger behandling for smerter, der har stået på i lidt længere tid, sker det ofte enten på grund af utryghed over, om noget er overset trods tidligere normale undersøgelser, eller fordi patienten har brug for yderligere hjælp til, hvordan tilstanden skal håndteres. I disse tilfælde bliver det i stigende grad vigtigt at anlægge et bio-psyko-socialt perspektiv, når man informerer og vejleder patienten. Det er ikke sjældent, at en sådan patient bliver sendt til yderligere undersøgelser på trods af, at der ikke er mistanke om alvorlig patologi. Mange studier viser samstemmende, at der er meget dårlig sammenhæng mellem røntgenfund og smerter, når der ikke er tale om alvorlig patologi (inflammation, tumorer, frakturer) eller svære degenerative forandringer ⁽⁶⁰⁴⁶⁾. Derfor er det meget vigtigt at behandlere afholder sig fra at kæde årsagen til smerterne sammen med godartede aldersvarende forandringer. Sådanne tvivlsomme årsagsforklaringer kan være forbundet med en ikke ubetydelig risiko for at tilføre patienten en utilsigtet (iatrogen) skadesvirkning, som kan øge risikoen for eller fastholde kronificering. Konsekvensen af at give tvivlsomme forklaringer på årsagen til smerter er, at patienten støttes i negative overbevisninger om smerter, som kan fremme uhensigtsmæssig undgåelsesadfærd. Især når det gælder rygsmerter, er der meget evidens, der peger på, at undgåelse af naturlige bevægelser kan føre til øgede smerter og faldende funktionsniveau. I stedet anbefales det at give patienten beroligende informationer for at fremme positive overbevisninger om, hvad smerten betyder, samt at vejlede patienten i at kroppen trods smerter ikke er svag, for hermed at støtte patienten i adaptive coping strategier ⁽⁶⁰⁴⁷⁾. 

Smerteedukation 

I lighed med psykoedukation, som har til formål at undervise en patient i hvad psykisk lidelse er, hvilke udfordringer der vanligvis er forbundet med lidelsen, og hvilke strategier der er mest hensigtsmæssige i håndteringen af lidelsen, så er smerteedukation et vigtigt element i behandlingen af kroniske smerter. Smerteedukation bygger på kognitive edukative teknikker, som har til formål at hjælpe patienten med at ændre overbevisninger om, at smerter er et tegn på vævsskade, til i stedet at forstå smerter som et alarmsignal udløst af hjernen fx baseret på tidligere erfaringer ⁽⁶⁰³⁶⁾. Smerteedukation kan påvirke både smerteoplevelse og funktionsniveau i positiv retning, og effekten menes at være medieret via ændringer i katastrofering og negativ affekt ⁽⁶⁰³⁶⁾. Smerteedukation kan evt. foregå hos behandlere med specialviden om smertefysiologi, fx fysioterapeuter, kiropraktorer eller psykologer. Der findes desuden en række evidensbaserede hjemmesider og podcasts, som der kan henvises til. 

Aktivitetsregulering 

Mange smertepatienter har tilegnet sig ufleksible og dysfunktionelle coping strategier. Nogle udvikler et undgåelsesmønster, hvor aktiviteter som udløser eller forventes at udløse smerter undgås, med progredierende funktionstab til følge. Andre udvikler et overaktivitetsmønster, hvor aktivitet udholdes trods smerteøgning, med den konsekvens at efterfølgende udmattelse fører til periodevist funktionstab. Det sidste kaldes også ”boom-bust” adfærd (figur 3). 

Figur 3. Boom-bust adfærd versus det gode alternativ 

Boom-bust: Ignorerer smerter og knokler på med forlænget restitutionsperiode.  

Alternativet: Moderat aktivitet afløst af moderate pauser. 

Mange patienter med længerevarende smerter kan derfor have glæde af at lære om pacing af aktiviteter. Pacing repræsenterer en aktiv, fleksibel, adaptiv og tillært coping strategi, hvor dagligdags aktiviteter opdeles i mindre og mere overskuelige portioner ⁽⁶⁰⁴⁸⁾. På dansk bruges ofte begrebet aktivitetsregulering i stedet for pacing. I nogle behandlingssammenhænge vil man støde på begrebet ”pacing up” som beskrivelse for en strategi, hvor man først finder et stabilt aktivitetsniveau, for herefter at forsøge med en langsom og gradvis øgning af aktiviteterne. Formålet med aktivitetsregulering er, at patienten tillærer sig en strategi, som gør det muligt at deltage i aktiviteter, uden at smerterne forværres i en grad, som fører til forlængede restitutionsperioder. Undersøgelser viser, at pacing ikke ændrer på smerteniveauet hos kroniske smerte patienter. Men for patienter med undgåelsesmønster, kan pacing føre til øget funktionsniveau, og hos patienter med overaktivitetsniveau kan gevinsten være færre episoder med udmattelse og dermed et mere stabilt funktionsniveau ^{(6040) (6048)}. 

Psykologiske behandlingsformer 

Der er evidens for, at en række psykologiske behandlingsformer som kognitiv adfærdsterapi (CBT), acceptance and commitment therapy (ACT) og mindfulness kan forbedre smerteoplevelsen og øge funktionsniveauet hos patienter med kroniske smerter ⁽⁶⁰³⁶⁾. Det er også påvist at CBT kan have en forebyggende effekt imod, at akutte smerter udvikler sig til kroniske smerter. Effekterne af CBT og mindfulness menes at være medieret af ændringer i kognitive/emotionelle processer som katastrofering og negative affektive tilstande. Behandling med ACT tilsigter mere aktive coping strategier via øget accept, øget psykologisk fleksibilitet og mere værdibaserede handlinger ⁽⁶⁰³⁶⁾. 

Hos kroniske smertepatienter med præmorbide psykiske lidelser eller sværere tilknytningsforstyrrelser kan kognitive behandlingsformer have begrænset effekt, og behandling med en emotionsfokuseret eller psykodynamisk behandlingstilgang måske muligvis være mere hjælpsom ^{(6049) (6050)}.  

Specifikke integrative behandlingsformer 

De senere år er der udviklet flere smertespecifikke behandlingsformer, der integrerer elementerne: 

1. smerte edukation
2. ændring af overbevisninger om smerter og
3. eksponering.

Ved behandlingsformen Cognitive Functionel Therapy (CFT) eksponeres patienten for bevægelser som vedkommende, på grund af negative overbevisninger om smerter, frygter at udføre ⁽⁶⁰⁴⁷⁾. Ved behandlingsformen Pain Reprocessing Therapy (PRT) består eksponeringen i, at patienten guides i at rette opmærksomhed på de smertefulde områder, mens der skabes et trygt miljø, hvorved trusselværdien af smerterne søges mindsket ⁽⁶⁰⁵¹⁾. Begge behandlingsformer har vist lovende resultater ved lokaliserede smertetilstande med moderat funktionspåvirkning ^{(6047) (6051)}. Der mangler stadig studier som kan vise, om disse behandlingsformer er effektive hos kroniske smertepatienter med sværere emotionel og funktionspåvirkning. Der er desuden indtil videre begrænset adgang til disse nye behandlingsformer i Danmark.  

Inspiration til samtalen i praksis kan hentes i artiklen Gode råd til samtalen med den kroniske smertepatient. 

Multidisciplinær behandling 

I tilfælde af langvarige smertetilstande hvor der er høj grad af emotionel og/eller funktionspåvirkning, og hvor behandling i primærsektoren ikke har været tilstrækkelig, kan det være relevant at henvise til smertebehandling på et multidisciplinært smertecenter ⁽⁶⁰⁵²⁾. 

Hos et flertal af de patienter der har brug for tværfaglig smertebehandling, vil man kunne opfatte smerterne som en sygdom i sig selv, hvor der ud over forstyrrelser i smerte processering ses forstyrrelser i flere kortikale netværk, hvilket giver anledning til ledsagende symptomer som fx fatigue, insomni og kognitive forstyrrelser ^{(6033) (6053)}. 

På de tværfaglige smertecentre foretages en samlet udredning af patienten, herunder hvilke biologiske, kognitive, emotionelle, sociale og adfærdsmæssige faktorer der ser ud til at påvirke patientens smerter og funktionsniveau. De tværfaglige smertecentre råder over en række tilbud, som er designet til at støtte patienten i aktive frem for passive coping strategier. Disse tilbud kan sammensættes, så de er tilpasset den enkelte patients behov. Behandling foregår ofte holdbaseret og kan omfatte smerteedukation (herunder aktivitetsregulering og smerte-tackling), afspændingsteknikker, samt mindfulness eller compassion fokuserede terapiformer. Endvidere vil der efter behov kunne tilbydes individuel socialfaglig, psykologisk eller fysioterapeutisk behandling ⁽⁶⁰⁵²⁾.