Kronisk obstruktiv lungesygdom (Fysisk aktivitet som behandling)

Fysisk aktivitet har en central plads i behandlingen af kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), og sammen med rygestop er fysisk aktivitet betydeligt mere effektiv ift. at modvirke indlæggelse og reducere symptombyrde end farmakologisk bronkodilaterende behandling ⁽⁶⁵⁵⁷⁾. Fysisk aktivitet bør således være en hjørnesten i behandlingen af KOL, og alle patienter med KOL og betydende dyspnø bør tilbydes KOL-rehabilitering i 6-8 ugers forløb ⁽⁶⁵⁵⁷⁾.  

Ofte medfører den sygdomsassocierede dyspnø, at personer med KOL afstår fra fysisk aktivitet, hvorfor personer med KOL ofte er mindre aktive end i det anbefalede omfang. For sundhedsprofessionelle er der en væsentlig opgave i at oplyse om de gavnlige effekter ved fysisk aktivitet for personer med KOL og motivere personer med sygdommen til at øge mængden af fysisk aktivitet. Det er i den forbindelse vigtigt at påpege, at selv mindre mængder fysisk aktivitet vil være forbundet med gavnlige effekter for personer med KOL. 

Påviste effekter

Et systematisk Cochrane review med tilhørende metaanalyse fra 2015 inkluderede data fra studier med i alt 3.822 personer med KOL i stabil fase (ingen eksacerbation inden for de seneste 4 uger), der blev randomiseret til en træningsbaseret lungerehabiliterings- eller kontrolintervention ⁽²⁹¹⁶⁾. I gennemsnit opnåede personer, der gennemførte træningsinterventionen, en reduktion i dyspnø og træthed samt en forbedring af den fysiske formåen og subjektive følelse af sygdomskontrol. Desuden sås at rehabiliteringsinterventioner udført på et hospital havde større effekt end interventioner udført uden for et hospital. Forfatterne konkluderede at de påviste ændringer var af betydelig størrelse og klinisk relevante og pointerer, at træningsbaseret lungerehabilitering bør være en vigtig komponent i behandlingen af KOL i stabil fase.  

Et andet systematisk Cochrane review med tilhørende metaanalyse fra 2016 inkluderede data fra i alt 1.477 personer med en akut eksacerbation af KOL, der op til 3 uger efter den akutte fase af eksacerbationen blev randomiseret til træningsbaseret lungerehabilitering eller ingen intervention ⁽⁴⁷⁹⁵⁾. I gennemsnit opnåede personer der gennemførte den træningsbaserede rehabilitering betydelige effekter på livskvalitet og fysisk formåen, ligesom rehabiliteringen reducerede genindlæggelsesraten. Numerisk sås desuden, at træningsbaseret rehabilitering reducerede mortaliteten, men disse resultater var ikke statistisk signifikante. I subgruppeanalyser sås en betydelig sammenhæng mellem de gavnlige effekter og omfanget af interventionen, således at træningsinterventioner af større varighed med flere ugentlige træningssessioner, med højere grad af supervision og med større intensitet medførte større gavnlige effekter end træningsinterventioner med mindre omfangsrige træningsinterventioner.  

For personer med svær KOL kan dyspnø til tider være begrænsende for muligheden for at udføre helkrops fysisk aktivitet. For sådanne personer kan man overveje fysisk aktivitet af eksempelvis kun overekstremiteterne, hvilket er vist at forbedre graden af dyspnø ⁽⁶⁵⁵⁸⁾. Omvendt er der, på nuværende tidspunkt, ikke evidens for, at træning af personer med KOL, der er i behandling med non-invasiv ventilation (NIV), er gavnligt på fysiologiske eller subjektive parametre ⁽⁶⁵⁵⁹⁾. 

De fleste træningsstudier i personer med KOL er lavet med kredsløbstræning. Betydningen af træningstype er undersøgt i nogle få studier, og en sammenligning mellem kredsløbs- og styrketræning er foretaget i et systematisk review med tilhørende metaanalyse fra 2015, der inkluderer i alt 328 personer med KOL ⁽²⁹¹⁸⁾. Data indikerer overordnet set sammenlignelige effekter af styrke- og kredsløbstræning på livskvalitet, fysisk formåen og maksimal iltoptagelse. Kredsløbstræning tenderede til at øge den maksimale gangdistance mere end styrketræning, mens styrketræning tenderede til at være bedre end kredsløbstræning til at øge muskelstyrken. Forfatterne konkluderer at styrketræning generelt bør indgå i træningsbaseret lungerehabilitering hos personer med KOL, og at styrketræning kan erstatte kredsløbstræning i de tilfælde, hvor kredsløbstræning ikke kan udføres.  

Træningstyper og mængder

Såvel kredsløbs- som styrketræning kan forventes at have positive effekter hos personer med KOL, og de gavnlige effekter af disse træningsformer er tilsyneladende nogenlunde ens. Personlige præferencer er således afgørende ift. hvilken type træning, der bør anbefales. Generelt anbefales hospitalsbaseret KOL-rehabilitering, og alle patienter med KOL og betydende dyspnø bør tilbydes KOL-rehabilitering i 6-8 ugers forløb⁽⁶⁵⁵⁷⁾. Træningsmængden bør som minimum svare til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger for fysisk aktivitet ^{(6520) (6521)}.  

Hos personer med svær KOL, hvor dyspnø vanskeliggør deltagelse i helkrops fysisk aktivitet, kan træningen forsøges tilrettelagt med isolerede muskelgrupper, fx kun overkrop. 

Kontraindikationer og forsigtighedsregler

For personer der udelukkende har KOL er der ingen kontraindikationer mod fysisk aktivitet. En del personer med KOL vil have øvrige sygdomme og/eller risikofaktorer, hvorfor evt. kontraindikationer og forsigtighedsregler for disse tilstande bør overvejes.  

Se også Iskæmisk hjertesygdom, Svær overvægt, Hjerteinsufficiens, Hypertension, Type 1-diabetes, Type 2-diabetes, Claudicatio intermittens.