Type 1-diabetes (Fysisk aktivitet som behandling)

Regelmæssig fysisk aktivitet forbedrer helbred, glykæmisk kontrol og kropssammensætning for personer med type 1-diabetes og anbefales som en integreret del af behandlingen ⁽⁶⁵⁴⁴⁾, og i tværsnitsstudier er det vist, at fysisk inaktivitet, en stor mængde stillesiddende aktivitet samt lav kondition er associeret med højere niveauer af HbA1c ⁽⁶⁵⁴⁵⁾.  

Personer med type 1-diabetes er i risiko for at få hypoglykæmi under og særligt efter træning, og skal derfor instrueres i forholdsregler, så hypoglykæmi undgås. Forholdsregler omfatter blodsukkermonitorering, diætjustering og insulinjustering, samt bevidsthed om hvornår risikoen for hypoglykæmi i relation til træning er størst ⁽⁶⁰⁷⁶⁾. 

Påviste effekter

Et systematisk review med tilhørende metaanalyse fra 2025 inkluderede data fra studier med i alt 1.120 personer med type 1-diabetes (både voksne og børn), der blev randomiseret til en trænings- eller kontrolintervention ⁽⁶⁵⁴⁶⁾. I gennemsnit opnåede personer, der gennemførte træningsinterventionen (udført over mindst 6 uger), statistisk signifikante og klinisk relevante forbedringer i HbA1c på ca. 6 mmol/mol. Træningen medførte desuden signifikant reduktion i BMI (gennemsnitligt ca. 0,2 kg/m²). I opgørelsen sås desuden forbedringer i lipidprofil og blodtryk, der ikke nåede statistisk signifikans, men som nogenlunde svarer til de forbedringer der generelt ses med træning (Se Hypertension og Hyperlipidæmi).  

For børn og unge (mellem 6 og 18 år) med type 1-diabetes medfører struktureret træning forbedringer i HbA1c nogenlunde svarende til de forbedringer, der ses hos voksne med Type 1-diabetes ⁽⁶⁵⁴⁷⁾.  

Størstedelen af de træningsstudier der er lavet med personer med type 1-diabetes har omfattet kredsløbstræning, men enkelte studier med struktureret styrketræning er udført, og disse viser gennemsnitligt set forbedringer i HbA1c der svarer til de effekter, der ses med kredsløbstræning ⁽⁶⁵⁴⁸⁾. 

Træningstyper og mængder

Såvel kredsløbs- som styrketræning kan forventes at forbedre blodsukkerreguleringen og andre kardiovaskulære risikofaktorer, og den blodsukkersænkende effekt af disse træningsformer er tilsyneladende nogenlunde ens. Personlige præferencer og risiko for træningsinduceret hypoglykæmi (se nedenfor) er således afgørende ift. hvilken type træning der bør anbefales. Træningsmængden bør som minimum svare til Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger for fysisk aktivitet ^{(6520) (6521)}, og der kan forventes større effekter på blodsukkerregulering og andre kardiovaskulære risikofaktorer ved større træningsmængde. 

Kontraindikationer og forsigtighedsregler

Personer med diabetisk polyneuropati og risiko for udvikling af fodsår bør være forsigtige med vægtbærende aktiviteter (fx løb, jogging, lange gåture), og bør i stedet anbefales ikke vægtbærende aktiviteter (fx cykling, svømning, roning). Sådanne personer bør desuden instrueres i regelmæssigt at holde øje med deres fødder ved regelmæssig fysisk aktivitet ⁽⁶⁰⁷⁶⁾. 

Personer med aktiv proliferativ retinopati med blødning bør frarådes fysisk aktivitet som kræver brug af bugpressen ⁽⁶⁵⁴³⁾. Det betyder at sådanne personer bør frarådes træning med høj intensitet og oplyses om at evt. styrketræning udelukkende bør udføres med lette vægte ⁽⁶⁰⁷⁶⁾. 

En del personer med type 1-diabetes vil desuden have øvrige sygdomme og/eller risikofaktorer, hvorfor evt. kontraindikationer og forsigtighedsregler for disse tilstande bør overvejes. 

Se også Iskæmisk hjertesygdom, Hjerteinsufficiens, Svær overvægt, Hypertension, Type 2-diabetes, Claudicatio intermittens. 

Interaktioner med medicin

Såvel akut som regelmæssig fysisk aktivitet øger insulinfølsomheden, hvilket isoleret set sænker blodsukkerniveauerne. Akut træning med høj intensitet øger omvendt frigivelsen af katecholaminer, hvilket isoleret set øger blodsukkerniveauerne. De akutte trænings-inducerede effekter på insulinfølsomheden kan vare i op til 48 timer ved hård og/eller længerevarende træning, mens effekterne på katecholaminfrigivelsen sjældent varer udover selve træningen.  

Personer med type 1-diabetes har således en risiko for såvel hypo- som hyperglykæmi ifb. med træning, og generelt vil træning med lav til moderat intensitet medføre et akut fald i blodsukker mens træning med høj intensitet vil medføre en akut stigning (med efterfølgende fald) i blodsukker ⁽⁶⁵⁴⁹⁾. Det skal dog nævnes, at der er betydelige forskelle på hvordan enkeltpersoners blodsukkerregulering ændrer sig akut i forbindelse med træning.  

Af yderligere relevans er, at fysisk aktivitet kan øge optagelsen og dermed koncentrationen af eksogent insulin, hvilket også vil øge risikoen for hypoglykæmi ifb. med akut fysisk aktivitet ⁽⁶⁵⁵⁰⁾. Af særlig betydning for denne effekt er insulin-injektionsstedet, således at træning med muskelgrupper der ligger i nær relation til injektionsstedet vil medføre den største øgning i optagelsen af eksogent insulin ⁽⁴⁷⁸⁶⁾.