Vitamin B

A11D, A11E

Revideret: 14.05.2024

B-gruppens vitaminer omfatter thiamin (B1), riboflavin (B2), nicotinamid (B3), pantotensyre (B5), pyridoxin (B6), biotin (B7), folsyre (B9) og cyanocobalamin (B12). Da folsyre og vitamin B12 er af betydning for forebyggelse og behandling af megaloblastær anæmi, omtales disse vitaminer i afsnittet om Folsyre og Cyanocobalamin og derivater. Niacin (vitamin B3) er en fællesbetegnelse for nicotinamid og nicotinsyre.
Fysiologisk indgår B-vitaminer som coenzymer i mange intracellulære reaktioner. Mangelsymptomer alene på grund af utilstrækkelig tilførsel af B-vitaminer ses sjældent her i landet og da især hos ældre, som lever af ensidig kost, samt patienter med svært stof- og alkoholmisbrug. En væsentlig undtagelse herfra er vitamin B12 hvor op mod en tredjedel af veganere vil udvikle B12-mangel, hvis de ikke tager tilskud. Det samme er tilfældet hos patienter med nedsat intestinal absorption eller nedsat udnyttelse (leversygdomme). 

 

Længerevarende overforbrug af alkohol, ældre, som lever af ensidig kost og personer med meget lavt kostindtag kan udvikle B-vitaminmangel. Især thiaminmangel kan udvikle sig hurtigt da kroppens lager kun rækker til få uger. Ved indgift af glukose til patienter med svær alkoholisme er der risiko for udvikling af Wernicke-Korsakoff syndrom, hvis der ikke gives thiamin parenteralt inden glucoseindgiften. Også ved opstart af ernæringsterapi efter længere tids faste eller væsentlig reduceret kostindtag bør der suppleres med thiamin. 

Anvendelsesområder

B-vitaminmangel. 

 

En del vitamin-præparater er ikke registrerede som lægemidler, men som kosttilksud, og findes derfor ikke på Medicin.dk. 

Referencer

2318. Nordic Council of Ministers. Nordic Nutrition Recommendations 2023. 2023, https://www.norden.org/en/publication/nordic-nutrition-recommendations-2023 (Lokaliseret 20. august 2024)

 

6113. Jeppesen PB, Kristensen MB, Dam GA et al. Klinisk ernæring. Munksgaard. 2023; 6, https://kliniskernaering.digi.munksgaard.dk/ (Lokaliseret 15. maj 2024)

 
 
 
Gå til toppen af siden...