Evalueringen af ​​effekt udfordres af manglen på en standarddefinition af forbedring. Overordnet er der ingen væsentlig forskel i effekten præparaterne imellem, men den varierende bivirkningsprofil kan være udslagsgivende for præparatvalg og skift. Derfor vil det billigste præparat ofte være førstevalg ⁽²⁸²⁸⁾. Ved manglende effekt af lægemidlerne anbefales præparatskift. Hvis behandlingen fortsat er uden effekt, eller der er uacceptable bivirkninger efter 4-8 uger, bør den seponeres.  

Antikolinerge præparater anbefales tilbudt voksne med urgency og urge-inkontinens, som ikke har haft gavn af konservativ behandling. Præparatgruppen adskiller sig gennem deres farmakologiske profiler, som fx lipidopløselighed, halveringstid og formulering. Mundtørhed er den hyppigste bivirkning, selvom forstoppelse, akkommodationssbesvær, træthed og kognitiv dysfunktion kan forekomme ⁽³⁵¹³⁾.  

De fleste patienter er vist at ophøre med den antikolinerge behandling inden for de første tre måneder på grund af utilstrækkelig effekt, bivirkninger og/eller omkostninger. 

Specielt hos ældre bør der i behandlingsovervejelserne indgå den multifaktorelle ætiologi af urinvejsinkontinens hos patientgruppen, komorbiditet såsom kognitiv svækkelse, medikamentel behandlingseffekt samt risikoen for bivirkninger. Oxybutynin har i modsætning til solifenacin, darifenacin, fesoterodin og trospium vist sig med risiko at forårsage eller forværre kognitiv dysfunktion hos ældre ⁽³⁵¹⁴⁾. Resultatet er ved en senere opgørelse genfundet ved behandling af 65+ årige med oral oxybutin ⁽⁴⁸⁴⁰⁾, mens korttidsbehandling af 65-80 årige patienter med transdermal oxybutynin ikke genfandt risikoen for kognitiv dysfunktion ⁽⁴⁸⁴¹⁾. Oxybutynin kan nu hos voksne og børn > 5 år administreres intravesikalt, når ren intermitterende kateterisering er etableret. Særligt risikoen for antikolinerge bivirkninger er herved fundet lavere i forhold til oral anvendelse ⁽⁵⁵⁴⁶⁾. 

Mirabegron er den første klinisk tilgængelige beta3-agonist. Beta3-adrenoceptorer dominerer beta-receptorerne i detrusorens glatte muskelceller. Stimulering af receptorerne fremkalder detrusor-afslapning.  

Mirabegron er fundet placebo overlegen og lige så effektiv som antikolinergika i behandling af urininkontinenssymptomer. Mirabegron har vist sig effektiv og sikker hos ældre patienter ⁽³⁵¹⁵⁾, og bivirkninger adskiller sig ikke sikkert fra placebo ⁽³⁵¹⁶⁾. I tilfælde af utilstrækkelig antikolinerg (solifenacin) behandlingseffekt, kan man fremfor dosisopskalering med fordel skifte behandling til mirabegron, medmindre patienten har ukontrolleret hypertension. 

I behandlingen af non-neurogen overaktivt blæresyndrom på baggrund af BPH relateret infravesical obstruktion har det vist sig både effektfuldt og sikkert at kombinere mirabegron med tamsulosin ⁽⁵³³¹⁾. 

Ved svær overaktiv blære eller neurogen detrusoroveraktivitet, der ikke responderer sufficient på oral behandling, kan intravesikal botulinum-toxin behandling være en mulighed. Der er tale om specialistbehandling ⁽⁴⁵⁴³⁾. 

For yderligere information om kontraindikationer henvises til de enkelte præparater. 

De antikolinerge stoffer kan have generende bivirkninger i form af mundtørhed, akkommodationsforstyrrelser, obstipation og specielt hos ældre opleves konfusion. Følsomheden er individuelt meget varierende ^{(4541) (4952) (6342)}. 

Ved kognitive forstyrrelser hos patienter i behandling med antikolinergika for urgency/urge-inkontinens bør man seponere midlet. 

Takykardi og urinvejsinfektion ses relativt hyppigt for mirabegron.